Nyheder29. december 2016

Det så du ikke på TV: Dyne-Larsen vragede sin søn

Onsdag aften fik danskerne et sjældent indblik i Lars Larsens liv i DR1-portrættet ”Sådan blev jeg – Lars Larsen”. Seerne mødte blandt andre Lars Larsens kone Kris, der sjældent står frem. Men i dokumentaren hørte man ikke om det generationsskifte i Jysk-koncernen, der har sat sønnen Jacob på sidelinjen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dyne_larsen.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Han startede Jysk Sengetøjslager for 37 år siden, og lige siden har firmaet fyldt alt for Dyne-kongen Lars Larsen.

Han har arbejdet benhårdt og knoklet for sin virksomhed og tøvede ikke, da han onsdag aften kaldte Jysk for sit ”tredje barn” i DR1-portrættet ”Sådan blev jeg – Lars Larsen”.

Med andre ord er det ingen hemmelighed, at Lars Larsens to børn – sønnen Jacob og datteren Mette – altid har stået i skyggen af deres far og hans ambitioner for Jysk.

Som små måtte børnene således acceptere og affinde sig med, at far ikke var med til fodboldkampe etc. Noget de kunne mærke, da de voksede op, fortalte sønnen Jacob Brunsborg onsdag aften:

- Det har altid fyldt meget og været en naturlig del af vores barndom. Sådan har det bare været. Men vi holdt mange sommerferier uden ham, fordi han arbejdede, fortalte sønnen Jacob Brunsborg i DR-portrættet ”Sådan blev jeg – Lars Larsen”.

Sønnen, der i dag er 43 år, har aldrig lagt skjul på sit ønske om at overtage Jysk-dynastiet.

- Jeg er klar til at påtage mig opgaven den dag, han ikke gider mere, sagde sønnen ifølge BT i et interview med radioprogrammet P1 Business i marts 2013.

Men sådan skulle det ikke gå.

For to måneder siden afslørede Lars Larsen i et interview med Berlingske, at hans to børn ikke ville arve Jysk, men at magten i Jysk i stedet ville blive lagt hos en professionel fondsbestyrelse den dag, han ikke selv ville sidde i chefstolen længere.

Generationsskiftet hørte seerne dog ikke til i DR1-portrættet onsdag aften.

Sønnen Jacob Brunsborg har ellers aldrig har lagt skjult på, at han ønskede at arve sin fars firma.

Og i mange år har Jacob Brunsborg knoklet for koncernen, blandt andet som indkøbsdirektør og senest varemærkedirektør.

- Jacob startede med at lave pudekampe som 8-10-årig og har faktisk været i virksomheden lige siden. Han har arbejdet sig op igennem graderne, måske også fordi han var fars søn, men han har også skullet bevise sit værd, sagde Lars Larsen i DR1-portrættet.

Men sønnen beviste altså ikke sit værd.

Se billeder af Lars Larsen og familien i galleriet herunder:

Lars Larsen og hans kone Kris og billeder af parrets hjem ved Silkeborg

For to måneder siden fastslog Lars Larsen altså, at hans tredje barn – Jysk – skulle styres af en professionel fondsbestyrelse og ikke af sønnen Jacob.

Dengang udtalte Lars Larsen følgende til Berlingske:

- Jeg har set nok elendigheder omkring de gamle systemer, hvor det altid er den førstefødte, der skal overtage en virksomhed. Og det ville da være meget mærkeligt, hvis det lige skulle være den bedste. Så for at forsvare min virksomhed og gøre den bedre og bedre, så står der også, at en fondsbestyrelse med forretningsfolk skal sørge for, at det er de bedste, der sidder på de forskellige poster uden hensyn til familierelationer. Sådan skal det altid være,« sagde Lars Larsen for to måneder siden i interviewet med Berlingske og tilføjede:

- Jysk er også mit barn. Den skal også have sin del af arven. Og den får langt den største del. Det er i fuld forståelse med mine to børn. De skal nok få, så de lever godt, det er der ingen problemer i. Men de skal acceptere, at det først og fremmest er Jysk, der skal bruge økonomien for at få os gjort worldwide.

I DR1-portrættet mødte seerne også Lars Larsens kone, Kristine ”Kris” Brunsborg, der altid har holdt sig ude af mediernes søgelys. Konen har – ligesom sønnen Jacob – haft sin daglige gang i Jysk, hvor hun stadig arbejder som butiksassistent.

- Når du står og skal prøve at sælge en dyne, og du kan se på folk, at de tænker, 'hold da op, det er Lars Larsens kone, så er det ikke sjovt, sagde Kris i portrættet onsdag aften.

"Sådan blev jeg - Lars Larsen" blev sendt på DR1 onsdag aften og kan nu ses på DR1s hjemmeside.

Sponsoreret indhold