Dyne-Larsens mor gik psykisk ned: Fandt hende på togskinnerne

Foto: Thomas Laursen

Han er Danmarks fjerderigeste person med en anslået formue på 20,8 milliarder danske kroner. Sidste år blev han endda placeret som verdens 435. rigeste person af det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Men Lars Larsens gigantiske succes som dynesælger er ikke kommet uden hårdt arbejde. Og hans millionsucces virkede blot som en fjern og uopnåelig drøm, da Lars Larsen var barn.

I et interview med Ude & Hjemme fortæller Lars Larsen, at hans opvækst ikke var nogen dans på roser.

Lars Larsen nåede aldrig at møde sin far. Han døde tre måneder inden, at Lars Larsen kom til verden 6. august 1948.

Det betød, at hans mor – Signe Vera Kristine Larsen – var alene med fire børn i alderen 0-5 år på gården, der lå mellem Herning og brande.

Lars Larsens mor knoklede og kæmpede som enlig mor for at få penge nok på bordet – og arbejdet tog hårdt på hende. Da Lars Larsen var 10 år, kunne moderen ikke mere, fortæller Lars Larsen i interviewet med Ude & Hjemme.

- Selvom vi hjalp til, så gjorde vi jo ikke altid, som hun sagde. Til sidst syntes hun ikke, hun magtede noget, siger Lars i interviewet.

Han husker blandt andet, at moderen i ren afmagt engang imellem forlod hjemmet. Herefter blev hun fundet enten på togskinnerne eller på vej ned i Limfjorden. Nogle gange var det politiet, der fandt hende. Én gang var det Lars på 10 år.

- Jeg var selvfølgelig dybt chokeret og meget, meget flov. Det var jo ikke sådan noget, man hørte andre mødre gøre. Jeg husker det som en helt igennem hård periode, hvor vi skjulte hendes sygdom, så godt vi kunne, fortæller Lars Larsen i interviewet med Ude & Hjemme.

Moderen var i flere perioder indlagt på den psykiatriske afdeling i Viborg, og så måtte de fire børn, Lars, Hans, Inge og Knud, selv passe skole, lektier og aftensmad.

I dag mener Lars Larsen selv, at det er den hårde opvækst, der er skyld i hans succes.

I et interview med Berlingske i 2014 udtalte Lars Larsen således:

- Fra min mor har jeg arvet overlevelsestrangen. Hun ville ikke have støtte fra det offentlige og kæmpede til det sidste med at skaffe til dagen og vejen. At se, hvor stor en elendighed hun levede i, gav mig en trang til at ville noget andet. Og derfor gik jeg i gang med at skabe noget. Så min barndom har været med til at gøre mig skarp og målrettet. Tanken om, at jeg var byens fattige knægt, der gik i de ældre søskendes slidte, lappede tøj og blev grinet af, drev mig frem. Jeg har givet videre til mine børn, at man selv skal skabe tingene og kæmpe sine kampe. Så er det egentlig lige meget, om det er med køer eller med dyner.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close