Nyheder31. august 2018

"Klovn" censureret: Dette billede var for meget for TV 2

Frank Hvam og Casper Christensen afslører, at TV 2 greb ind, da de ville bringe et kontroversielt billede i et afsnit af "Klovn"
https://imgix.seoghoer.dk/klovn_1.jpg
 (Foto: Per Arnesen/TV2)

I "Klovn" er bagmændene Casper Christensen og Frank Hvam ikke blege for at gøre grin med muslimer, handicappede og andre minoriteter.

Men i et af de kommende afsnit i den nye sæson af "Klovn" måtte TV 2, der sender serien på TV, alligevel trække en streg i sandet. Det skriver Soundvenue.

Det er Hvam og Christensen selv, der fortæller om episoden. Det gjorde de, da de onsdag eftermiddag talte til Copenhagen TV Festival i Tivoli Congress Center.

Casper Christensen fortæller, at Frank, Casper og Lars Hjortshøj i afsnit seks i denne sæson sidder og taler om mors dag.

- Og så siger Lars Hjortshøj, at han har lagt en tak til sin mor op på Facebook med et billede. Og så viser han billedet til Casper og Frank, og så kan man se, at Lars' mor har Downs Syndrom. Og Casper og Frank er sådan lidt - "det synes vi aldrig, Lars har nævnt", fortæller Casper Christensen.

Casper Christensen er godt klar over, at det er en balancegang, når de laver komik med folk, der har Downs Syndrom.

- Men i hvert fald bevæger vi os i sådan et grænseland for, hvad kan man egentlig. Som Frank og jeg altid gør, så vurderer nu: Hvem griner vi af her? Vi griner af Lars Hjortshøj, der ikke har fortalt det. Og den følelse af, at en kammerats mor åbenbart er noget andet, end man troede. Men vi har også et billede af Lars' mor, afslører Christensen.

Og det er åbenbart billedet af Lars Hjortshøjs "mor", der er faldet TV 2 for brystet.

- Men der sagde TV 2: "Det billede skal ikke vises". Og der havde vi lidt frem og tilbage. Vi ved, at der var noget morsomt i at se det billede. Men vi var også godt klar over, at vi var ude og ramme noget her, hvor - hvem er det så, vi griner af? Og der diskuterede vi frem og tilbage, og det (billedet, red.) er ikke med nu, fortæller Casper Christensen.

De to "Klovn"-stjerner understreger, at de respekterer TV 2's beslutning.

- Jeg er sikker på, at TV 2 kender deres kanal bedre, end vi gør. Og det ville helt sikker give ballade, erkender Frank Hvam ifølge Soundvenue.

I samme åndedrag konkluderer "Klovn"-duoen på diplomatisk vis, at de kunne slippe afsted med lidt mere, da serien tidligere blev sendt på Zulu.

- Det fantastiske med "Klovn" i gamle dage var, det blev sendt på Zulu. Så de mennesker, der så "Klovn" - det var, fordi de ville se "Klovn". Det var et tilvalg. Når den bliver sendt på den store kanal i primetime, så er der en masse mennesker, der sidder foran skærmen, fordi det gør de netop den aften. Og de kan godt få kaffen galt i halsen, siger Frank Hvam.

Sponsoreret indhold