Michael Falch overvejede selvmord: Det skulle ligne en ulykke

Michael Falch voksede op med forældre, der drak.

Michael Falch voksede op med forældre, der drak.

(Foto: Kaspar Wenstrup)

62-årige Michael Falch voksede op i et hjem, hvor begge forældre var alkoholikere.

Deres usunde vaner tog musikeren selv til sig, og i en ny bog fortæller han nu ærligt om det alkoholmisbrug, der var på nippet til at sende ham ud over kanten.

I bogen ”Jeg var engang” fortæller Michael Falch ifølge BT, der bringer et uddrag af bogen, at han i 2002 gik med tanker om at gøre en ende på sit liv. Han følte sig som en fiasko og ville væk.  

- Nede ved Herfølge stod der en betonkonstruktion ude ved motorvejen, og jeg tænkte, at hvis jeg lige kunne svinge bilen indenom autoværnet, så kunne jeg hamre op i betonen, uden at det behøvede at ligne et selvmord, fortæller Michael Falch ifølge BT i bogen og tilføjer:

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Falch fortæller i en ny bog om sine forældres og sit eget alkoholmisbrug. Foto: Kaspar Wenstrup

- Det skulle ligne en ulykke. I dag kan jeg ikke fortælle, hvor tæt jeg var på et tage mit eget liv. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der var fantasi. Måske det meste, hvem ved? Hvornår ved man overhovedet det? Hvornår bliver man så desperat deprimeret, at man skrider til handling? Jeg ved det ikke, for vi kan jo ikke tale med de mennesker, som lykkedes med deres selvmord.

- Men jeg ved, at jeg er taknemmelig over, at jeg sidder her over for dig og er i live og har det godt. Den fornemmelse har ikke forladt mig et sekund. Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke føler mig taknemmelig, så ved jeg, at så er jeg ude af balance.

I bogen kommer Michael Falch, der foruden sangkarrieren også har arbejdet som skuespiller, også ind på den sorg, det er at være forælder til et barn, der er psykisk sygt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mathilde Falch kæmpede sig fri af sin psykiske sygdom og er i dag sanger. Foto: Aller Media

Hans datter Mathilde led af svær anoreksi, der betød, at hun måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling. Datteren var indlagt i et halvt år – og tæt på at dø af sin spiseforstyrrelse.

I flere måneder blev hun blandt andet tvangsfodret med en sonde gennem næsen.

Med hjælp fra blandt andet dagbogsskrivning og sangskrivning lykkedes det dog Mathilde Falch, der selv er sangerinde i dag, at kæmpe sig fri af sygdommen.

Går du med svære tanker? Så er der hjælp og støtte at hente! Du kan anonymt kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, alle årets dage fra kl. 11-04.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close