Nyheder6. september 2016

”Dicte”-dødsfald: Derfor skulle Wagner dø

Der var faktisk en ganske god grund til, at kriminalkommissær Wagner døde i TV 2-serien ”Dicte”. Det forklarede skuespiller Lars Brygmann mandag aften
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/166364.jpg
 Foto: TV 2

Bum! Et skud i maven, og så var det ellers slut med kriminalkommissær Wagner.

Den garvede politimand havde ellers haft en bærende rolle i TV 2-serien ”Dicte”. Lige indtil sidste mandag hvert fald, for her blev han dræbt af et skud i maven.

Og selv om det muligvis kom som et chok for de fleste TV-seere, var der faktisk en god grund til, at det var slut med Wagner.

Det fortalte Lars Brygmann – der spillede rollen som kriminalkommissær Wagner – mandag aften til TV 2, hvor seere kunne stille ham spørgsmål efter mandagens afsnit af ”Dicte”.

Og det var netop hans pludselige død, som var det helt store samtaleemne, for hvorfor skulle Wagner dø? Det kunne Lars Brygmann give et svar på:

- Det var min egen beslutning. For jeg kunne mærke, jeg havde lyst til noget andet. Jeg var glad for Dicte, men jeg følte også, jeg var færdig med Wagner, fortalte Lars Brygmann i TV 2s livechat og fortsatte:

- Og så var jeg meget trofast over for seerne. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, om vi skulle lave fire eller fem eller seks sæsoner, så jeg gik forsigtig til forfatteren og sagde: Kunne det på nogen måder lade sig gøre, at Wagner trak sig ud af serien.

- Først sagde de ”øv” og så sagde de bare, at det var en fantastisk mulighed.

- Og når jeg ser det nu, så er det jo helt vildt, at man lader en hovedkarakter dø, for det er jo nærmest ”Game of Thrones” (serie, der ofte er kendt for at lade store karakterer dø, red.). Man trækker tæppet væk og tænker, at det ikke kan ske. Og det har altså givet nogle muligheder, som jeg synes er fantastiske. Og jeg bliver selv chokeret, når jeg ser det, for jeg tænker ”Nej ikke Wagner. Han kan vel ikke dø? Hvorfor har han ikke skudsikker vest på” .

Nu venter der nye udfordringer for den garvede skuespiller – han ville dog ikke løfte sløret for, hvad han nu vil kaste sig over, men kunne fortælle, at han vender tilbage til teaterscenen, og at det skal foregå i Aarhus, hvor også ”Dicte” er optaget.

Du kan se flere billeder fra skuespillerne fra ”Dicte” herunder:

Dictes tredje sæson

Sponsoreret indhold