Nyheder7. november 2018

Claes Bang scorer bærende rolle i amerikansk hitserie

Skuespiller Claes Bang har scoret endnu en stor rolle i udlandet – denne gang har han fået en bærende rolle i en Golden Globe-vindende hitserie
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/claes_bang.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

51-årige Claes Bang hopper fra den ene succes til den anden.

Skuespilleren har netop afsluttet optagelserne til ”The Burnt Orange Heresy”, og nu er han på vej til at optage den Golden Globe-vindende serie ”The Affair”.

Skuespilleren har nemlig scoret en bærende rolle i serien, der indtil nu har kørt i fire sæsoner og som er blevet hædret med flere Golden Globes samt været nomineret til en Emmy.

Det afslører Claes Bang selv på sin Facebook-profil:

- Ja, det ligner en Rød Prince reklame fra 70'erne, men er det første still fra The Burnt Orange Heresy, som jeg lige er blevet færdig med at optage med Debicky, Jagger og Sutherland. Og nu til LA og femte sæson af The Affair, føler mig satme pænt priviligeret i øjeblikket, skriver den 51-årige stjerne skuespiller.

Den nye sæson af ”The Affair” får premiere engang i 2019.

Rollen i hitserien ”The Affair” er kulminationen på et særdeles succesfuldt år for Claes Bang, der sidste år gjorde sig bemærket i Ruben Östlunds ”The Square”.

Filmen scorede De Gyldne Palmer i Cannes og blev sågar nomineret til en Oscar-statuette. Filmen indbragte desuden Claes Bang en European Film Award for bedste mandlige hovedrolle.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/claes_bang_til_oscar.jpg
 (Foto: MEGA)

Claes Bang til Cannes Film Festival i maj 2018. Foto: MEGA

Siden rollen i ”The Square” har Claes Bang også medvirket i den biografaktuelle film ”The Girl in the Spider’s Web” og altså netop afsluttet optagelserne til ”The Burnt Orange Heresy”.

I foråret mødte SE og HØR den populære skuespiller i Los Angeles i forbindelse med filmen ”The Square”. Her satte Claes Bang ord på den enorme succes, der har ramt ham i udlandet:

– Jeg er blevet modtaget fantastisk i Hollywood. Men jeg ved også, at det her sted kan være stanghamrende ubarmhjertigt. Der er ingen steder, hvor konkurrencen er så hård. Hvis det ikke lykkes for en, kan det jo være sindssygt hårdt. Det ved jeg jo alt om fra min egen karriere, fortalte Claes Bang tilbage i marts og fortsatte:

- Når der har været tidspunkter, hvor der ikke er så meget at rive i, er man jo ude at skide.

Claes Bang har tidligere haft det ekstremt svært, når karrieren ikke altid kørte på skinner.

– Man kommer i tvivl om det hele. Jeg er min egen vare. Mit håndværk er det, der sidder her foran dig. Så når der ikke er gang i butikken, og ingen vil købe varen, kommer man i tvivl om alt. Også på personligt plan. Så tænker man: ”Det er også mig, alt er galt med”. Så bliver jeg ret businessagtig og tænker: ”Jeg skal have min vare op på den hylde, hvor folk ser den først”. Så tager man det ikke for nært. Det har i hvert fald hjulpet mig Jeg er gået rigtig meget ned, når det har været svært, sagde han tilbage i marts.

Sponsoreret indhold