Carsten fra "Gift ved første blik" har fået en kæreste

Carsten smed hurtigt håndklædet i ringen, da han i \

Carsten smed hurtigt håndklædet i ringen, da han i "Gift ved første blik" blev gift med Eva.

Foto: Mikael Rieck

I næste uge udløses spændingen: Her skal parrene i DR1-programmet "Gift ved første blik" nemlig beslutte sig for, om de vil forblive gift eller lade sig skille. 

Men allerede i går stod det klart, at ét af de i alt fire par ikke kommer til at klare skærene: I går fandt Carsten og Eva deres NemID frem og lod sig skille. 

Men det var ikke længe, 53-årige Carsten fik lov til at være single. Han afslører over for B.T., at han har fået en kæreste. 

- Jeg har en dejlig kæreste i dag, og vi har været sammen i to måneder, fortæller Carsten til B.T.

Den fraskilte "Gift ved første blik"-deltager ønsker ikke at afsløre, hvem den nye kvinde i hans liv er, men han fortæller, at de har set "Gift ved første blik" sammen. 

- Vi har set programmerne sammen, og det, som hun har haft det sværest ved, var at se, at jeg blev gift. At sidde med sin kæreste og så se ham blive gift med en anden er specielt, forklarer han. 

Det lovede ellers godt, da Carsten blev gift med Eva i "Gift ved første blik".

Brylluppet var én lang kærlighedsfest med dertilhørende kys og klap i måsen.

Men da Eva og Carsten nåede bryllupsrejsen i romantiske Bergamo i Norditalien, var stemningen langt fra så munter og kærlig. Faktisk endte Carsten med at forlade sin hustru efter blot tre dages ægteskab.

Carsten kunne med egne ord slet ikke forstå, at eksperterne havde valgt at matche dem – han kunne slet ikke se nogle punkter, hvor parret passede sammen. Det fortalte han til Eva under dét, der skulle have været deres romantiske bryllupsrejse til den norditalienske by.

- Jeg ved ikke, om du har kunnet mærke, at jeg har været en lille smule fraværende de sidste par dage. Lige nu har jeg brug for, at du er rigtig stærk. For at sige det ligeud, er jeg sprunget ud af programmet. Og det er ikke din skyld. Tro mig. Det her er ikke din skyld. At de sætter os sammen som match kan jeg simpelthen ikke forstå. Jeg kan ikke finde en byggesten, hvor vi kan bygge vores ægteskab på, sagde Carsten til Eva i ”Gift ved første blik”.

Ifølge Realityportalen fortryder Carsten nu, at han meldte sig til dating-eksperimentet, der kører på femte sæson. 

- Jeg har selvfølgelig fortrudt, at jeg troede på, at et par psykologer kunne finde en person til mig, som jeg ikke kunne gøre bedre selv. Jeg håber, at andre, som ønsker at deltage, tænker sig om en gang mere, inden de skriver under, advarer Carsten. 

Sæsonfinalen af "Gift ved første blik" sendes på onsdag kl. 20 på DR 1. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close