Nyheder24. februar 2018

Brutal drabssag genoptaget: Dræbt af asiatisk stofmisbruger

Politiet mener, at Heidi Abildskov fra Virum blev dræbt af en asiatisk stofmisbruger
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/heidi-abildskov_0.jpg
 (Foto: Privat)

Den 41-årige viceskoleinspektør Heidi Abildskov var alene hjemme i den gule murstensvilla i Virum, da hun om natten den 16. november 2012 blev brutalt myrdet.

Nu har Nordsjællands Politi fået nyt håb om at opklare sagen, fordi ny dna-teknik har fastslået, at drabsmanden er asiat. Han var ifølge politiet påvirket af amfetamin, kokain og ketamin, da han stak Heidi Abildskov ihjel.

Flere tip

Derfor mener politiet, at han på gerningstidspunktet kan have haft sin færden i et narkomiljø i København eller et andet sted i landet.

Straks efter at politiet i sidste uge havde bedt offentligheden om hjælp, fik Nordsjællands Politi en række tip.

– Vi har fået 15-20 henvendelser, som vi er i gang med at efterforske, oplyste pressekoordinator Henrik Suhr.

Om gerningsmanden stadig er i landet, ved politiet ikke. Derfor blev han straks efterlyst i udlandet via Interpol efter sin udåd, og nu håber politiet, at asiatiske lande vil kigge nøje i deres registre for at se, om der skulle være et match.

Kæmpede for sit liv

Heidi Abildskov var i nattøj, da hun ved ettiden pludselig stod ansigt til ansigt med den mand, som skulle blive hendes morder. Politiet mener, at han var indbrudstyv.

Viceskoleinspektøren kæmpede for sit liv i villaens køkken-alrum.

På hendes arme fandt retsmedicinere flere afværgelæsioner.

Drabsmanden blev også skadet i opgøret. Han fik en flænge indvendigt i hånden – formentlig den højre – og har blødt kraftigt.

Politiet mener, at han måske har fået behandlet skaden, og at han har haft en bandage eller et plaster på hånden i dagene efter.

Heidi Abildskovs mand var på forretningsrejse, og hendes datter på efterskole, da hun blev dræbt.

Hun blev fundet død lige uden for terrassedøren af en nabo, efter at hendes mand og arbejdsplads havde slået alarm.

Nordsjællands Politi beder folk, som eventuelt ved noget om sagen, om at henvende sig på telefon 114.

Masser af spor

Når politiet finder en mand, som svarer til signalementet, vil det være let at konstatere, om han er drabsmanden. Politiet har nemlig en fuld dna-profil samt hånd- og fingeraftryk fra gerningsmanden. Han efterlod sig nemlig mange spor, både i villaen og i familiens bil.

Han stjal tre computere, en ekstern harddisk, en mobiltelefon og en PlayStation og ville formentlig køre væk med det i familiens Mercedes. Han smed også sit blodige tøj og en rørtang ind i bilens bagagerum.

Men han kom også til at smække nøglen til bilen inde og måtte forlade stedet til fods uden at få ty vekosterne med sig.

Sponsoreret indhold