Nyheder11. december 2017

Barnemord, der rystede Danmark: 6-årig myrdet på vej til bageren

Seksårige Joachim skulle for første gang hente morgenbrød, men nåede aldrig hjem. Drabet på ham bliver aldrig glemt af de politifolk, der var med til at lede efter ham og hans morder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/afspaerring_0.jpg
 (Foto: All Over Press)

Hans mor fulgte ham med øjnene fra vinduet, så langt hun kunne. Seksårige Joachim Gisle Larsson havde for første gang fået lov til at gå alene til bageren i Randers. Det var sidste gang, hun så ham i live.

Med sig havde Joachim en pose med en pung, der indeholdt 100 kr., og en seddel, som han skulle give til ekspedienten i Elmars Bageri.

Da Joachim ikke var kommet hjem tre kvarter senere, begyndte hans forældre at lede efter ham.

Da de fandt posen med pungen og pengene ikke langt fra deres hjem, slog de alarm til politiet.

22 knivstik

Fire dage senere blev Joachim fundet dræbt af 22 knivstik i en grantykning tæt på Fladbro.

Den 8. november var det 31 år siden, den lille dreng forsvandt, men drabet på ham bliver aldrig glemt af de betjente, der var med til at lede efter ham og senere hans morder.

– Hver gang jeg er kørt forbi det kryds, hvor han forsvandt, og det sted, hvor han blev fundet, har jeg tænkt på ham, fortæller Per Rygaard fra Randers Politi, som var på vagt, den morgen forældrene slog alarm.

– Det var et meget tragisk og voldsomt drab. Og så på et barn i den alder. Jeg var ikke så gammel, havde været politimand i otte år og havde selv børn på den alder. Jeg er ikke siden stødt på noget så voldsomt, fortsætter han.

Greb fat i pige

Først to og et halvt år efter drabet fik politiet gerningsmanden Peder Dinesen Fur i nettet. Det skete, da han antastede to søstre på syv og ti år, der var med deres forældre til folkedanserfest i Bjerregrav Hallen, men var gået en tur. Han greb fat i den ældste, lagde hende ned og bad hende tisse på ham, men det lykkedes den yngste at hente hjælp.

– Der skete heldigvis ikke noget med de to piger, inden nogle voksne overmandede ham. Det ville jeg have haft det forfærdeligt med, forklarede tidligere drabschef i rejseholdet Kurt Kragh sidste år til Euroman.

Drabet på Joachim er stadig den dag i dag den sag, som sidder mest fast hos ham, fortæller han i magasinet.

Han havde haft Dinesen Fur til afhøring om drabet på Joachim, før rejseholdet pakkede sammen og forlod Randers.

Det er mig

I 1989 tilstod Peder Dinesen Fur overfaldet på den lille pige og kort efter et overfald på en 15-årig avispige.

Politifolk kunne huske, at to avispiger tidligere var blevet antastet på samme måde som de to søstre.

Han blev igen afhørt intenst om drabet på Joachim, men nægtede.

Først to uger senere – den 11. april 1989 – brød han grædende sammen og sagde:

– Ja, det er mig.

Den tilståelse trak han senere tilbage, men han blev idømt livsvarigt fængsel i Vestre Landsret i 1990, og dommen blev stadfæstet af Højesteret.

Peder Dinesen Fur har troet, at han kidnappede en lille pige, da han hev Joachim op på en rød Puch Maxi-knallert. Det mener politiet i hvert fald. Og så kom han i affekt, da han fandt ud af, at det var en dreng - og dræbte ham.

Læs flere rystende historier i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold