Nyheder31. juli 2016

Bodil Jørgensen i nyt hjem: Vi er faldet godt til

En bomaskine, kalder Bodil Jørgensen sit funktionelle hjem. Men det er sagt i kærlighed, for både hun og familien nyder det nye hus.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/b1_9.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

På gulvet i stuen ligger en Ikeapose med rent vasketøj.

Det er Bodils ældste søn Johannes, 19, som lige har benyttet sig af de moderne faciliteter i familiens nyerhvervede rækkehus i Brede nord for København.

Han rykkede som den eneste af familien, bestående af Bodil, 55, Morten, 51, og Johannes’ mindre søskende Østen, 15, og Rigmor på otte år ikke teltpælene op fra Nørrebro til fordel for Lyngby.

https://imgix.seoghoer.dk/b2_10.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Området omkring Mølleåen ved Brede indbyder til lange gåture og snusen rundt, synes Bodil, som slet ikke kan forstå, at der ikke vrimler med turister. (Foto: Dan Mariegaard)

– Heldigvis. For på den måde føler jeg ikke i samme grad, at han er flyttet hjemmefra. Jeg har tænkt meget over, hvordan det bliver, når de alle sammen er væk. Om man er i stand til at kaste sig over noget andet, siger hun.

At Johannes er blevet på Nørrebro, giver også Bodil en kærkommen lejlighed til at besøge den gamle bydel og få sagt hej til tidligere naboer, den kære cykelhandler og alle de andre, som har været så stor en del af hendes liv der.

Ren luksus
Hun trives imidlertid i de nye grønne omgivelser og i huset, der er så praktisk, at hun kalder det en bomaskine. Især det nye badeværelse med sidebadekar er der rift om i familien.

– Det er luksus. Tidligere skulle vi to etager ned og stå i kø med naboerne, forklarer Bodil.

https://imgix.seoghoer.dk/b3_7.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)
https://imgix.seoghoer.dk/b4_8.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Bodils stuer er fyldt med ting, som betyder noget for hende. Nogle af malerierne har hun selv malet, andre er gået i arv fra familien. Skilderiet fra Nørrebro ved bogreolen er fisket op af en container. – Det er fint at have det med her til Lyngby. Der mangler bare lidt graffiti, men det tilføjer jeg selv på et tidspunkt, siger Bodil. På trods af den hyggelige stue sidder familien ofte i køkkenet. – Det er ligesom hjemme i Jylland og på Nørrebro, hvor Morten og jeg også sov i køkkenet. Jeg kan godt lide den tæthed, forklarer Bodil. (Foto: Dan Mariegaard)

Rækkehuset ligger smukt ned til Mølleådalen og fungerer som en slags sammenkogning af lejligheden på Nørrebro og det afsides beliggende sommerhus i Nordsjælland, som nu også er solgt.

– Der har været indbrud deroppe så mange gange, at det ligesom mistede sin uskyld. Sidste gang så vi røverne køre væk, og vi kunne lugte dem i huset. Men hvor jeg dog elskede det sted og den lange bumlede vej dertil, siger hun.

Med fra sommerhuset og nu installeret i de nye omgivelser er blandt andet en sauna og et vildmarksbad. Sidstnævnte dannede for nylig rammen om ti småpigers plasken i forbindelse med Rigmors fødselsdag.

To i en
– Vi er heldigvis alle sammen faldet godt til. Mest bekymret var jeg nok for Østen, for det er svært at omstille sig, når man er 15 år. Han kunne sagtens være fortsat i sin gamle skole, men han er faldet til på Lundtofte Skole. Han har beholdt sine gamle venner og har fået nye her, fortæller hun.

https://imgix.seoghoer.dk/b5_6.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Kattene Pikachu og Johnson er også faldet til i Lyngby. De flyttede med fra sommerhuset, hvor de klarede sig med en foderautomat. – Jeg var meget nervøs, da jeg så Pikachu vandre ind i skoven. Jeg forestillede mig hende på motorvejen på vej mod sommerhuset. Men hun var kun væk et par dage, siger Bodil. (Foto: Dan Mariegaard)

I det hele taget har Bodil det lidt, som om hun er flyttet tilbage til ”Mad Men”-tiden (TV-serie, der foregår i 1960’ernes USA, red.).

– Alt er så overskueligt. Der er fodboldbaner i nærheden, og inspektøren på skolen står med en lanterne og lyser for børnene om vinteren. Desuden hører Lundtofte jo til den trashede del af Lyngby. Det passer mig godt. Her er folk af alle slags. Også særlinge og originaler. Jeg har allerede fundet nogle landsbytosser. Men jeg søger dem nok også. Jeg har øje for dem, siger hun og ler.

Sponsoreret indhold