Bodil Jørgensen blev livsfarligt kvæstet: Her er bøden til filmselskabet

Bodil Jørgensen brækkede blandt andet alle ribben og begge kraveben under den voldsomme ulykke i juni

Bodil Jørgensen brækkede blandt andet alle ribben og begge kraveben under den voldsomme ulykke i juni



Den alvorlige ulykke 18. juni, der næsten kostede skuespiller Bodil Jørgensen livet, kunne efter alt at dømme være undgået. Ulykken får nu konsekvenser for filmselskabet ASA Film. Det oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Arbejdstilsynets nyligt afsluttede rapport om ulykken viser, at der blev begået en række fejl den onsdag morgen, hvor skuespillerinden under optagelserne til den nye Far til Fire-film blev livsfarligt kvæstet i Sønderjylland.

ASA Film har af den grund modtaget en sigtelse fra politiet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i forbindelse med arbejdsulykken.

Bøden er ifølge sigtelsen på kr. 70.000, og sigtelsen er modtaget uden indvendinger.

- Ansvaret for ulykken er ASA Films, for der bør ikke kunne ske en ulykke på en filmoptagelse, som jeg er øverste ansvarlige for. Når der alligevel sker en så frygtelig ulykkelig hændelse, så er der ting, som vi ikke har gjort rigtigt. Jeg vil gerne igen beklage dybt overfor især Bodil Jørgensen, men også overfor alle andre, at det kunne gå så galt, siger producent Henrik Møller-Sørensen fra ASA Film i pressemeddelelsen.

Ulykken skete klokken 06.40, da skuespillerne Kurt Ravn og Bodil Jørgensen skulle køre op ad et dige på en traktor. Ved toppen af diget begyndte traktoren at glide, og Bodil Jørgensen faldt af og blev ramt af traktoren.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen alvorligt kvæstet: Sådan skete ulykken

LÆS OGSÅ: Her er Bodil Jørgensens kvæstelser

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensens ulykke blev filmet

Efter ulykken blev Bodil Jørgensen indlagt med flere brud på kroppen samt indre blødninger og var på et tidspunkt i livsfare på grund af de mange kvæstelser.

Arbejdstilsynets rapport har netop fastslået, at følgende fejl blev begået:

• Filmscenen den 18. juni 2014 var ikke i alle led planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

• Traktorens bagskovl blev anvendt til persontransport, hvilket ikke var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

• Føreren af traktoren var ikke tiltrækkeligt oplært i traktorkørsel på dige.

Producenten Henrik Møller-Sørensen siger, at ulykken har fået filmselskabet til at "skærpe den ansvarsfølelse, som alle har på filmoptagelser".

- Desuden har jeg bedt Producentforeningen, om at indkalde til et møde med Skuespillerforbundet og Filmarbejderforeningen FAF, hvor sikkerhedssituationen på filmoptagelser tages op, så man i fremtiden undgår den slags ulykker, siger Henrik Møller-Sørensen og tilføjer:

- Jeg er stadig dybt påvirket af ulykken, ja, det er vi alle sammen både hold og spillere. Gudskelov er Bodil i bedring, hvilket glæder mig umådelig meget. Det er et langvarigt helings- og genoptræningsforløb, Bodil er igennem. Vi ønsker fortsat Bodil rigtig, rigtig god bedring.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close