Nyheder16. januar 2018

Politi afslører grusomme detaljer: Blev kvalt eller fik halsen skåret over

Københavns Politi holdt i dag pressemøde, hvor det blandt andet kom frem, at den svenske journalist Kim Wall ifølge politiets opfattelse blev dræbt ved halsoverskæring eller kvælning – begået af Peter Madsen. I dag kom det også frem, at anklagemyndigheden nu har rejst tiltale mod den 46-årige ubådsentusiast. Peter Madsen er tiltalt for drabet på Kim Wall, usømmelig omgang med lig og anden seksuel omgang end samleje. Anklagemyndigheden vil gå efter livsvarigt fængsel eller forvaring
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kim_wall.jpg
 (Foto: All Over)

Fem måneder efter den grusomme sag tog sin begyndelse, har Københavns Politi i dag rejst tiltale mod ubådsentusiasten Peter Madsen.

Den 46-årige raket- og ubådsbygger er tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall, samt usømmelig omgang med lig og anden seksuel omgang end samleje i forbindelse med drabet på hende, der fandt sted i midten af august sidste år.

Ifølge anklageskriftet skete drabet på den svenske freelancejournalist "efter forudgående planlægning og forberedelse". Det er altså politiets opfattelse, at Peter Madsen havde til formål at tage livet af den 30-årige journalist, efter hun steg ombord i hans hjemmebyggede ubåd 10. august 2017.

Ifølge anklageskriftet er drabsmåden ukendt, men drabet kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning.

Der er samtidig rejst tiltale for andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter og for partering, skrev politiet i dag i en pressemeddelelse, ligesom samme information også kom frem under pressemødet, der blev holdt 14.30.

- Der er tale om en meget usædvanlig og ekstremt grov sag, som har haft tragiske følger for Kim Wall og hendes pårørende. Interessen for sagen er meget stor, men vi håber på mediernes forståelse for, at sagens øvrige beviser skal fremlægges i retten og ikke i pressen, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Advokaturen for Personfarlig Kriminalitet ved anklagemyndigheden i Københavns Politi.

Hendes sidste tur inden Kina

Kim Wall forsvandt 10. august sidste år på dén journalistopgave, der skulle have været hendes sidste inden en planlagt tur til Kina. Planen var, at Kim Wall skulle skrive om det danske rumprogram og Peter Madsen, der selv har stået i spidsen for at bygge en raket foruden sin ubåd Nautilus.

Da den svenske journalist ikke kom hjem som planlagt torsdag aften, blev hendes kæreste urolig, og han kontaktede poltiiet om natten.

Herefter blev en større eftersøgning sat i gang i Øresund. Først fredag formiddag, 11. august, klokken 10.34 blev Nautilus fundet. Forsvarets Operationscenter kunne oplyse, at en af Forsvarets udkigsposter på land havde set ubåden sejle ved Køge Bugt. Der blev sendt en helikopter til stedet, som kom i kontakt med Peter Madsen over radioen. Her forklarede opfinderen, at der havde været tekniske problemer om bord på ubåden. Kort efter sank den på dramatisk vis - Peter Madsen blev dog reddet i land, hvor han bekendtgjorde, at han var den eneste ombord.

Ulykke eller mord?

Han forklarede i første omgang, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen torsdag aften - og at han altså derfor ikke havde nogen viden om, hvor hun befandt sig nu. Peter Madsen blev dog anholdt af politiet og sigtet for drabet, da han blev reddet i land af en privat båd.

Siden ændrede han dog forklaring og erkendte, at 30-årige Kim Wall var død som følge af en ulykke om bord på den 17 meter lange ubåd.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ritzau_9565190.jpg
 (Foto: Polfoto)

Peter Madsen - også kendt som Raket-Madsen - er tiltalt for drabet og parteringen af Kim Wall. Foto: All Over

Han havde tilmed erkendt, at han efterfølgende havde valgt at begrave hende til søs. Han forklarede ved et efterfølgende retsmøde 5. september, at det var en 70 kilo tung luge, der tog livet af Kim Wall, da det røg ned i hovedet på hende.

Den historie ændrede han dog sidenhen. I slutningen af oktober forsøgte Peter Madsen at overbevise politiet om, at Kim Wall døde som følge af kulilteforgiftning i ubåden på et tidspunkt, hvor han selv var på ubådens dæk. I samme forbindelse indrømmede han dog at have parteret Kim Wall - men han nægtede, og nægter fortsat, at have dræbt hende.

Det er dog kommet frem, at Kim Wall havde flere stiklæsioner på kroppen - i alt 14 - og at flere af disse læsioner er blevet påført, mens Kim Wall stadig var i live. Der var blandt andet 10 stiklæssioner på ydre kønsdele og fire stiklæssioner i vagina.

Imens Peter Madsen har siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, har politi og efterforskere finkæmmet Køge Bugt for spor. Først fandt man torsoen af Kim Wall. Sidenhen dukkede både sav, ben, hoved og arme op under eftersøgningen. Politiet leder ikke længere efter spor, selv om det ikke er lykkedes at finde hverken Kim Wall eller Peter Madsens mobiltelefon.

Der har tidligere været spekuleret i, om de to har haft kontakt forud for ubådsturen - og her kunne mobiltelefonerne formentlig have givet svar. Det er dog politiets opfattelse, at de to ikke har haft kontakt forud for reportageturen i august sidste år.

I dag, den 16. januar 2018, kunne politiet under pressemødet oplyse, at mentalundersøgelsen var færdig - og at Retslægerådet havde nærlæst mentalundersøgelsen.

- Det er retslægerådets vurdering, at Peter Madsen i tilfælde af domafsigelse er strafegnet og kan idømmes almindelig fængselsstraf i tilfælde af domafsigelse, forklarede politiet på pressemødet.

Anklagemyndigheden kræver Peter Madsen idømt fængsel på livstid eller sekundært forvaring. Sidstnævnte kan blive aktuelt, fordi Retslægerådet den 15. januar vurderede, at forvaring kan være påkrævet. Forvaring bliver af mange herhjemme betragtet som den hårdeste straf. Politiet har tidligere udtalt, at man har fundet videoer af drab og tortur på den computer, som Peter Madsen nægtede at lade politiet undersøge. Der er ifølge politiet tale om "ægte drab" - blandt andet foretaget ved halshugning. Det er endnu uvist, hvordan Kim Wall præcist døde. Politiet mener dog, at hun kan være død som følge af halshugning eller kvælning.

Anklagemyndigheden kræver desuden, at Peter Madsens ubåd, Nautilus UC3, bliver konfiskeret for senere at blive destrueret.

Retssagen begynder 8. marts og vil foregå over otte dage som en nævningesag. Det forventes, at dommen afsiges 25. april 2018.

Sponsoreret indhold