Nyheder7. januar 2016

Benny fik nøglen til Tom K’s svinedyre Audi

Tom Kristensen mødte Benny fra Randers på en tankstation og gav ham nøglen til sin milliondyre Audi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tom-k-bil.jpg
 (Foto: Privatfoto)

Vi har alle drømt om at få stukket nøglen til vores drømmebil hånden. Det var præcis hvad der skete for Benny Bygballe fra Randers ved en lokal tankstation i mandags. Og bilen, en milliondyr Audi, tilhørte en af de største legender i dansk motorsport, Tom Kristensen.

Randers Amtsavis skriver at Benny, der tidligere har arbejdet som taxachauffør, engang var på kørekursus med Tom Kristensen som underviser. De to bilglade mænd faldt i snak på Shell-stationen på Viborgvej i Randers og deres fælles forkærlighed for hurtige biler. Benny ville selvfølgelig gerne vide, hvordan det føles at køre så eksklusiv en Audi. Tom Kristensens svar kom bag på randrusianeren.

- Han sagde: ”Tag dig en tur”. Jeg spurgte: ”Mener du det?” Og det sagde han ja til, og at han ville gå ind på Shell og betale imens og tage sig en kop kaffe. Jeg satte mig ind i bilen og kørte ud ad Viborgvej til rundkørslen og kørte ind ad mod byen igen. Og på vej ind fik den lige lidt gas, så man kunne mærke de 640 hestekræfter i bilen. Den går fra 0 til 100 kilometer i timen på 3,9 sekunder, siger Benny Bygballe til Randers Amtsavis.

Bilen som Benny Bygbjerg fik lov til at køre en tur i er en Audi RS 6 Avant 4.0 TFSI 560Quattro S Tronic fra 2015. Den koster lidt over to millioner kroner på danske plader. Men den hurtigkørende dansker har nok ikke betalt så meget. Tom Kristensen stoppede racerkarrieren i 2014, efter mange år hos netop Audi, hvor han vandt 24-timers i Le Mans hele ni gange. Nu er han Audi-ambassadør.

Sponsoreret indhold