Nyheder 28. maj 2016

Bendtner stak af med Caroline: Flirt på forsædet

SE og HØR fangede eksparret sammen i København, hvor de hyggede sig uden deres fælles søn

Forårsamorinerne har for alvor ramt TV-baronessen Caroline Fleming og fodboldfuseren Nicklas Bendtner. For to uger siden var eksparret sammen i London, og torsdag fangede SE og HØR så de to sammen på dansk grund, hvor Bendtner galant eskorterede Fleming rundt i København i sin Porsche 911.

Og forholdet mellem de to jetsettere har da også udviklet sig i positiv retning, forklarer Caroline Fleming over for SE og HØR.

– Vi er megagode venner. Det er så hyggeligt. Vi kan bare rigtig godt lide hinanden, og har et virkelig godt venskab. Det er bare så dejligt og noget, vi begge er meget glade for, siger hun.

Siden bruddet med skuespilleren Julie Zangenberg og efter fyringen fra den tyske fodboldklub Wolfsburg har Nicklas Bendtner da også masser af fritid til at pleje forholdet til den 12 år ældre ekskæreste.

Deres forhold endte ellers med en bitter strid om sønnen Nicholas, fortalte den tidligere topangriber i 2013 i et interview med Berlingske.

– Det gør ondt, hver gang jeg skal af med ham. Også på ham. Jeg kan se det på den måde, han kigger på mig, når vi vinker farvel. Jeg håber, at Caroline og jeg når til det punkt, hvor vi kan deles mere om ham. Der er intet, der står i vejen for det – intet ud over Caroline, sagde Bendtner dengang.

Parrets femårige søn er muligvis grunden til, at det tidligere par igen har fundet fælles fodslag. Men overraskende nok var lille Nicholas ikke med, da mor og far blev genforenet i København.  
  Han måtte pænt blive hjemme i London, mens Caroline og Nicklas hyggede sig – bare de to.    Lord Bendtner og miss Fleming fik ud over turen i det solbeskinnede København også tid til et besøg hos kendisfrisøren Gun-Britt, hvor de i weekenden fik lavet matchende fletninger.   Stridsøksen er med andre ord begravet – og hvem ved, måske atter erstattet af Amorbue og -pil ...?  
  Se flere billeder i galleriet herunder:

Nicklas Bendtner og Caroline Fleming hygger på forsædet

 

Sponsoreret indhold