I dag sagde Ulstrup farvel: Begravet hver for sig

(Foto: Scanpix)

Sorgen har hængt som en tung dyne over den jyske by Ulstrup siden 9. januar, hvor en 45-årig familiefar tog livet af hele sin familie og derefter sig selv.

I dag kulminerede sorgen så, da venner og familie sendte ofrene for den ufattelige tragedie ud på deres allersidste rejse.

I dag blev den dræbte Trine, 42, og familiens fire børn, Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre år begravet fra Ulstrupbro Kirke.

Familiefaderen, der myrdede hele sin familie, er ikke blevet stedt til hvile sammen med sin familie. Han begraves derimod i stilhed i en lille by i Nordjylland, hvor han stammer fra.

Sognepræsten Knud Bunde Fries, der har stået for bisættelsen, har tidligere fortalt til BT, at den 45-årige familiefar efter ønske fra de efterladte ikke vil blive lagt til hvile sammen med resten af sin familie.

Den lille by Ulstrup, der ligger mellem Randers og Viborg, har været i lige dele chok og sorg, efter at det kom frem, at der var blevet fundet seks lig i en villa i Amstrup Bakker i Ulstrup.

Efter det blev klart, at familiefaderen Morten Nielsen havde slået hele sin familie ihjel, har alle stillet sig spørgsmålet - hvorfor?

Vi får måske aldrig svaret.

Østjyllands Politi har tidligere udtalt, at de næppe kommer til at udtale sig om motiv, eller om hvordan de seks mennesker døde.

Faderen til Morten Nielsen har i et tidligere interview med Ekstra Bladet fortalt, at den 45-årige familiefar sidste år var involveret i en trafikulykke, der fik vidtrækkende konsekvenser for ham og familien.

Ifølge faderen var Morten Nielsen tirsdag den 20. september sidste år involveret i et trafikuheld på hovedgaden i Ulstrup, hvor han væltede på cykel og slog sit hoved.

Styrtet betød, at han blev sygemeldt fra sit arbejde som IT-ansat, og han var stadig sygemeldt den dag, han valgte at tage sit eget og sin families liv.

- Han havde fået en mindre blødning i hjernen, og det resulterede i hyppige anfald af hovedpine, som Morten opfattede som en 'trykken i hovedet', sagde hans far til Ekstra Bladet.

Sygemeldingen og hovedpinen betød ifølge faderen, at Morten Nielsen følte, at han ikke kunne udfylde rollen som en ansvarsbevidst og kærlig familiefar.

- Det at være sygemeldt og ikke kunne klare alle de ting, han plejede at gøre i forhold til arbejde, familie og børn er blevet for meget. Han har nok oplevet, at det hele ramlede for ham, tænker jeg, sagde faderen i interviewet med Ekstra Bladet og tilføjede:

- Morten er ikke noget ondt menneske, og selvom det lyder mærkeligt i denne sammenhæng, så forestiller jeg mig, at han har gjort, hvad han gjorde af kærlighed til sin familie.

Se billeder af lys og blomster ude foran villaen:

Ulstrup-tragedien

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close