Nyheder8. maj 2014

Basim får kronprinsesse-kram før Eurovision

Krøltoppen fik royalt besøg på Refshaleøen
Basim får royal opbakning inden lørdagens MGP-brag i København
Basim får royal opbakning inden lørdagens MGP-brag i København
 Foto: Thomas S. Laursen




Der var både kram og highfive, da den danske Eurovision-deltager Basim torsdag eftermiddag fik royalt besøg på Refshaleøen i København, hvor det store show bliver afholdt.

Og det var en spændt Basim, der tog imod kronprinsesse Mary, der både havde taget prins Christian og prinsesse Isabella med til prøverne på den anden semifinale, der afholdes torsdag aften.

LÆS OGSÅ: Basim inden Grand Prix-brag: Jeg føler mig meget lille

- Jeg glæder mig til at høre, om de kan min sang. Det kan jo være, de har haft den bragende ud af højttalerne på deres værelser, sagde Basim.

Kronprinsessen har allerede mødt den 21-årige grand prix-vinder adskillige gange i forbindelse med blandt andet Børnehjælpsdagen.

Til gengæld var det første gang, at de royale rollinger mødte sangeren, men det til trods fik Basim en kæk highfive fra prins Christian, mens prinsesse Isabella var lidt mere genert.

- Giver du ikke et kram, spurgte Basim, og det gjorde den fem-årige prinsesse gerne.

Også kronprinsesse Mary gav Basim et varmt kram, inden de sammen med DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn og mediedirektør Gitte Rabøl tog en rundtur i B&W Hallerne.

Kronprinsesse Mary fik også hilst på den australske sangerinde Jessica Mauboy, der skal optræde som gæst i den anden semifinale, og danske Emmelie de Forest, der vandt Eurovision sidste år, og derfor er grunden til, at Danmark er vært for den store sangkonkurrence.

LÆS OGSÅ: Basim: Jeg har et hul i mit hjerte

10 lande er allerede videre i konkurrencen, der finder sin vinder lørdag aften.

Torsdag aften skal 15 lande skæres ned til 10, der får lov at dyste med om trofæet, og her skal blandt andet Norge og Finland kæmpe om en finaleplads.

Da Danmark er værtsland, er Basim garanteret en plads i finalen, mens også Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien er direkte kvalificerede.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har også meldt deres ankomst til finalen.

/ritzau/

Sponsoreret indhold