Nyheder22. maj 2021

40.000 underskrifter indsamlet: Raser over Marilyn Monroes numse

En gigantisk statue af Marilyn Monroe har vakt harme i den californiske by Palm Springs
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2021-05-18_kl._10.23.07.png
 Foto: Instagram / blussianmommy

Et af Marilyn Monroes mest ikoniske look er uden tvivl en scene fra "Den søde kløe", hvor hendes hvide skørt bliver blæst op.

Men en knap otte meter høj statue af den legendariske skuespiller med skørtet på afveje vækker nu harme hos borgerne i den californiske by Palm Springs.

Frygten er, at byens børn får set mere af Marilyn Monroes bagdel, end det er passende, og derfor er der blevet startet en underskriftindsamling, der vil have fjernet den gigantiske statue, som står ved byens kunstmuseum.

- Hun kommer bogstaveligt talt til at moone museet, slår Elizabeth Armstrong, der er talsperson for underskriftindsamlingen, fast over for NPR.

Artiklen fortsætter under billedet

Indtil videre har underskriftindsamlingen fået 40.000 tilkendegivelser, der gerne vil give Marilyn Monroes popo sparket.

Skulpturen, der bærer navnet "Forever Marilyn" er lavet af rustfrit stål, stod i Palm Springs fra 2012 til 2014, hvor den hurtigt blev en turistattraktion.

Siden har hun været på turne, men vender altså nu tilbage som byens vartegn ved kunstmuseet - dog ikke helt uden gnidninger:

- Tanken om, at børn forlader vores museum, og det første, de ser, er denne enorme Marilyn-skulpturs underbukser, ville være dybt stødende, siger Louis Grachos, der er direktør for Palm Springs Art Museum.

Han har tidligere luftet sin bekymring over for byrådet, men indtil videre er det altså blevet besluttet, at Marilyn Monroe skal lufte undertøjet ved museet de næste tre år.

Sponsoreret indhold