64-årig død efter brutalt knytnæveslag på Copenhell: 21-årig erkender sig skyldig

LÆS OGSÅ: Fandt store mængder narkotika hos tv-profil: Skyder skylden på "bofælle"
Musikken pumper rundt om på Refshaleøen 20. juni i år, hvor rockfestivalen Copenhell har været i gang i flere dage.
Den legendariske rockmusiker Billy Idol har netop indtaget scenen Helviti, men ikke langt derfra opstår der tumult.
En 21-årig mand slår omkring klokken 22.10 en 64-årig mand i hovedet - angiveligt helt uprovokeret - med et kraftigt knytnæveslag, der får den ældre herre til at falde hårdt til jorden.
Den 64-årig mand får flere alvorlige skader, blandt andet en brækket underkæbe i højre og venstre side, alvorlige skader på kraniet, et brud af nakkebenet og tindingebenet samt skader i baghovedet fra faldet.
Dagen efter - 21. juni klokken 14.09 - afgår den ældre herre ved døden kun 16 timer efter det brutale knytnæveslag.
Nu er den unge mand tiltalt for såkaldt simpel vold efter straffelovens §244, og skal en tur i Københavns Byret til december.
Men det kommer formentlig til at blive en hurtigt overstået sagsbehandling - den unge mand erkender sig nemlig skyldig.
Det oplyser mandens forsvarsadvokat, Thomas Brædder, til SE og HØR.
Den 21-årige er beskyttet af et navneforbud i sagen, hvorfor det vil være strafbart at identifere den voldstiltalte unge mand.
Var sigtet for vold med døden til følge
I første omgang var den unge mand sigtet efter straffelovens §246, der handler om vold med døden til følge.
Siden viste en obduktion af den 64-årige, at han formentlig døde af at slå baghovedet i asfalten efter slaget - og altså ikke af selve slaget.
Derfor havde dommeren revurderet sigtelsen mod den unge mand, da han på ny blev fremstillet i grundlovsforhør.
Den nu 21-årige mand blev af to omgange varetægtsfængslet, inden han blev sat på fri fod - de dage skal fraregnes en eventuel kommende fængselsstraf.
Sagen er berammet til at blive behandlet ved Københavns Byret 10. december.