Dennis Knudsen kort tid efter nyt kørekort: Holder ulovligt parkeret

LÆS OGSÅ: Slut efter to år: Fortryder én ting
Fjerde gang var lykkens gang, da Dennis Knudsen skulle forsøge at bestå teoriprøven i jagten på at generhverve kørekortet.
Det gik dog meget lettere, da køreprøven skulle klares, da kendisfrisøren klarede den i første hug.
Men bare fordi, at Dennis Knudsen har fået generhvervet kørekortet for to uger siden, er det ikke fordi, at han overholder alle regler i trafikken.
Onsdag aften tog Dennis Knudsen nemlig bilen til København for at overvære Wallmans Gallapremiere på ”Konfetti”, og her valgte han at parkere ulovligt.
- Jeg tog bilen ind, for når man nu har fået bil, er det dejligt at drøne rundt. Men at komme til København om aftenen, hvor man skal være et sted 17.15, og man først er her 17.15, og der ingen parkeringspladser er, og man drøner rundt i 20 minutter for at finde en, så bliver man næsten desperat.
- Så til sidst kørte jeg ned ad en lille sidevej, som er en privat villavej, og så parkerede jeg bilen et sted, hvor det ikke er lovligt. Så må jeg se, om jeg får en bøde eller ej. Nogle gange må man satse, fortæller han til SE og HØR.
Dennis Knudsen forsikrer, at han ikke holder til gene for nogen, og derfor valgte han at tage chancen på den ulovlige parkeringsplads.
- Der var ingen parkeringsskilte, så jeg tænker, at jeg holder ulovligt, men det ved jeg jo i morgen, når jeg kan se, om der er en parkeringsbøde eller ej.
- Jeg kunne aldrig drømme om at tage en handicapplads, men jeg holder ikke på en lovlig parkeringsplads, for det kunne jeg ikke finde.
Selvom der er god sandsynlighed for, at Dennis Knudsen får en parkeringsbøde onsdag aften, ændrer det ikke på, at han er enormt glad for at have fået bil igen.
- Det er kæmpe luksus at have fået kørekort og at have fået sin bil. Det er en lethed i hverdagen, men jeg kommer til at overveje det næste gang, jeg skal køre ind til København. For det er lettere at køre til Vedbæk og så tage toget ind.
- Det gode ved at tage bilen er, at jeg ikke drikker alkohol mere, så jeg kan altid køre hjem, hvis min bil altså ikke er blevet fjernet, siger han og griner.