
Kendte danskere gav den hele armen: Fanget i løgne og fri fantasi

LÆS OGSÅ: Efter voldsomme anklager - nu taler Jan Grarup
Det begynder ofte som en lille justering af virkeligheden.
En detalje, der bliver skarpere, en episode, der bliver mere dramatisk, eller en titel, man egentlig ikke har ret til. Men pludselig begynder det hele at rulle, og konsekvenserne kan blive voldsomme.
Gennem årene har en række markante danskere således oplevet, hvordan karrieren og omdømmet kan styrtdykke, når fakta ikke stemmer overens med fortællingen.
Det gælder alt fra musikikoner og erhvervstopfolk til ministre, forfattere og sportsstjerner.
Nogle har pyntet på deres cv’er, andre har taget æren for andres værk, og flere har bevidst opbygget en offentlig persona på halve sandheder eller hele løgne.
Senest er det fotografen Jan Grarup, der har anklaget for at have pyntet på sine historier, men han er blot den seneste i en lang række af kendte, der har måttet se deres troværdighed smuldre, når sandheden er blevet afsløret.

Krigsfotograf Jan Grarup
Han får i disse dage sit image som mediestjerne flænset til småbidder i podcasten ”Bedraget – løgnens anatomi”, som hans kollega Jørn Stjerneklar og journalist Helle Maj har produceret.
I podcasten fremgår det, at 56-årige Jan Grarups fortællinger fra verdens urocentre gennem årene er blevet strammet og overdrevet gevaldigt.
Politiken droppede allerede i 2023 deres mangeårige samarbejde med Grarup efter falske oplysninger i hans Ukraine-reportager.

Forfatter Katherine Diez
Hun var en lysende stjerne blandt litteraturanmeldere – indtil det i begyndelsen af 2024 kom frem, at alle formuleringerne ikke var hendes egne.
Diez, 35, som har klynket over, at det er svært at være både smuk og klog, havde i stedet hapset med løs hånd fra kollegaers anmeldelser.
Berlingske satte luppen på avisens Diez-artikler og fik mistanken om plagiat bekræftet. Senere erkendte og beklagede blondinen, at hun havde haft ”en uansvarlig, sløset og usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl”.
Katherine Diez udgav i efteråret selvbiografien ”I egen barm”, som så vidt vides er skrevet af Diez selv.

Gasolin-stjerne Franz Beckerlee
Musikeren, der fyldte 83 år fredag den 15. august, havde en drøm at blive forfatter.
Men enten havde han ikke evnerne eller også gad han ikke bruge den nødvendige tid og arbejdsindsats, for da hans bog ”De nøgne abers paradis” blev læst af en anmelder, opdagede anmelderen, at han havde læst bogen tidligere – blot i en amerikansk udgave og af en anden forfatter.
Forlaget valgte herefter at trække bogen tilbage – og Beckerlee må have stået tilbage med en flov smag i munden.

Champagnedreng Mads Dinesen
Den 34-årige fyr har rettens ord for at han er en svindler. Han gjorde sig bemærket med vilde historier, hvoraf flere har vist sig at være opspind.
Han medvirkede i boligprogrammet ”Kræsne Købere”, selv om han ikke havde råd til at købe noget. En ekstravagant livsstil, en tvivlsom moral og en hang til champagne i store mængder drev Dinesen til at svindle for et tocifret millionbeløb. Han blev siden idømt en fængselsstraf på over to år.
Efter løsladelsen har han efter sigende forsøgt at stable en tilværelse på benene i Berlin.

Foredragsholder Jacob Holdt
Den nu 78-årig profil, blev i 70’erne og 80’erne uhyre populær på sine lysbilledforedrag ”Amerikanske billeder” om sine rejser i USA og møder med mennesker fra alle sociale lag.
Men Weekendavisen afslørede i 2015, at Jacob Holdts fortælling om, at han i 1973 var til stede i et indianerreservat under en skudveksling, slet ikke holder vand. Han var der først to dage senere.
– Jeg gengav bare, hvad jeg hørte fra alle dem, der var lige så bindegale, som jeg var (...) Jeg har sikkert tænkt, at hvis ikke det var dramatisk nok, er der ingen, der tager den her historie, så der er jeg nok gået lidt over bord for at sælge historien, sagde han efterfølgende til Weekendavisen.

Eksdirektør Stein Bagger
Den dømte 58-årige Bagger var som øverste chef for IT Factory en af Danmarks mest succesfulde erhvervsfolk i nullerne.
Men selv om der var ansat et utal af chefer til høje lønninger, så var der i lang tid ingen, som gennemskuede, at det eneste produkt var ”varm luft” i form af falske leasingkontrakter.
Først da journalist Dorte Toft afslørede, at Bagger pyntede sig med falske MBA- og phd-titler, begyndte korthuset at vælte og det viste sig, at han stod bag svindel for 831 mio. kr.
Stein Bagger fik syv års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk.

Tidligere museumschef Anna Castberg
Hun havde i 1996 den store ære, at vise dronning Margrethe rundt i museet Arken i Ishøj. Nogle måneder senere blev Anna Castberg, 77, fyret.
Officielt fordi hun havde brugt for mange penge på konsulenter. Men den egentlige årsag var, at hun havde pyntet på sit cv, da hun søgte stillingen som museumsdirektør på Arken. Hun havde ikke den doktorgrad og andre uddannelser, som var angivet og flere af de arbejdspladser, som hun nævnte i cv’et, kendte intet til Castberg.
Efter fyringen flygtede hun til England, hvor hun ernærede sig som psykoterapeut under navnet Lesley Ann Castberg.

Eksminister Bendt Bendtsen
Den nu 71-årige tidligere politibetjent må som sådan anses for at være pålideligheden selv.
Derfor spærrede mange øjnene op, da BT kunne afsløre, at den fynske politiker ikke havde den Højere Handelseksamen, som i mange år var fremgået af hans cv. Ifølge avisen har Bendt Bendtsen kun taget to af de fag, der kræves for at have en Højere Handelseksamen.

Pensioneret sygehjælper Marcel de Sade
Den 91-årige farverige mand, er blevet portrætteret i bogen ”En lystløgners bekendelser”. For lystløgne har været en stor del af ”den falske marquis” liv.
For Jørgen Vase Schmidt, som han blev døbt, løj om, at han var arving til en stor formue i Frankrig og Schweiz, mens han holdt store fester i sin herskabslejlighed på Frederiksberg Alle. Men han havde ikke penge nok til at finansiere sin ekstravagante livsstil og derfor stjal han et større beløb fra sin arbejdsgiver.
Jørgen Vase fik en dom på fire og et halvt års fængsel. I dag bor den livsglade lystløgner i en lejlighed på 54 kvm. på Frederiksberg.

Tidligere cykelrytter Bjarne Riis
Den nu 61-årige Tour-stjerne har taget epo. Det havde de fleste en mistanke om, inden han i 2007 og efter længere tids mediepres gik til bekendelse.
Men i tiden op til blev han stædigt og fornærmet ved med at affærdige journalister, som spurgte til hematokritværdier og doping.
Evnen til at lyve kom også i brug, da Bjarne Riis ved OL mødte håndboldspilleren Anne Dorthe Tanderup. Bjarne Riis’ hustru Mette måtte selv finde ud af, at hendes mand havde en romantisk affære, som senere endte med et ægteskab og en stor børneflok.

Ekspolitiker Naser Khader
Han har også prøvet at få en bog makuleret, inden den nåede boghandlernes hylder. I 2015 skrev han i samarbejde med en journalist bogen ”Hjertet Bløder”.
Weekendavisen afslørede imidlertid, at store dele af bogen var afskrift eller plagiat fra andre bøger eller tidsskrifter.
Forlaget lagde sig fladt ned og trak hele oplaget tilbage. Naser Khader, 62 og journalisten Stig Matthiesen blev ikke enige om, hvem der har skylden for plagiatet.
