
Lars Løkke og Solrun gør som kongeparret - flytter til Nordsjælland
LÆS OGSÅ: Her er Lars Løkkes lortesager
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, 61, og fru Solrun, 56, er ifølge CPR-registeret flyttet fra Nyhavn og ind i deres villa i Græsted, som de i 2012 forlod for at starte et nyt liv midt i København.
I 2018 sagde Lars Løkke Rasmussen ellers til City Avisen, at han var vild med at bo i Nyhavn.
- Når jeg kører over broen her og ned ad Nyhavn, tænker jeg: NU er jeg hjemme. Jeg er ret vild med at være - vild med at det summer af liv, og så har jeg en fantastisk udsigt.
- Jeg kan komme helt i trance, når jeg står på balkonen og kigger ud. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle bo midt i et postkort, sagde Lars Løkke otte år efter, at han og Solrun havde scoret en 192 kvm. stor lejelejlighed i det attraktive område nær Kongens Nytorv og i gåafstand til Christiansborg.
Med flytningen til Nordsjælland følger Solrun og Lars Løkke Rasmussen i hælene på kongeparret, som om sommeren residerer på Fredensborg Slot - 20 kilometer fra udenrigsministerens villa.
Solrun og Lars har forsøgt at sælge deres 198 kvm. store villa i Græsted, men da det ikke lykkedes, blev ejendommen lejet ud.
Det er uvist, hvad der har fået Lars Løkke og Solrun til at vende Nyhavn ryggen. Eller om opholdet i den nordsjællandske provinsby er midlertidigt.
Da Lars Løkke Rasmussen i 2021 var løsgænger, etablerede han i Græsted-villaen et kontor for sit firma, der blandt andet arrangerer rejser og udgiver bøger.
Der er omkring en times kørsel mellem København og Græsted. For Lars Løkke Rasmussen, som har chauffør og ministerbil, er det dog ikke noget problem, da han kan arbejde i bilen.
SE og HØR har kontaktet Lars Løkkes pressechef for at høre, hvorfor Lars Løkke har opgivet lejligheden i Nyhavn, hvor han angiveligt føler sig hjemme, men pressechefen er ikke vendt tilbage.
