Kendte6 timer siden

Lars Løkkes lortesager: Fra cigaretregninger og luksusrejser til pengetilbud i hemmelige optagelser

Der er én ting, Lars Løkke Rasmussen aldrig har manglet i sin politiske karriere, og det er møgsager
Rødglødende Lars Løkke har haft et hav af lortesager. SE og HØR har samlet fem styks.
Rødglødende Lars Løkke har haft et hav af lortesager. SE og HØR har samlet fem styks.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Mystik om flyregningen for kong Frederik og Lars Løkke Rasmussen

I mange, mange år har dansk politik været lig med Lars Løkke Rasmussen på den ene eller anden facon.

Løkke har blandt andet været statsminister, finansminister, indenrigs- og sundhedsminister og formand for to partier, men selvom han har haft mange forskellige tjanser på den politiske slagmark, har én ting fulgt ham gennem det hele.

Og det er møgsager.

Løkke har uden sidestykke været en magnet for personlige sager, der ikke ligefrem har stillet ham i et godt lys.

SE og HØR har udvalgt fem styks, værsgo at spis.

Cigaretter, diskoteker og kasino på skatteydernes regning

I 2008 afslører Frederiksborg Amts Avis, at Løkke i sin tid som amtsborgmester fik skatteborgerne til at betale for blandt andet cigaretter, entré til Crazy Daisy i Herning og et kasino i Aalborg.

Også tøjrens og internet er på listen, og regningen endte på 4.809 kroner.

Løkke ”redder” sig selv og skynder sig at betale det dobbelte til Børnecancerfonden og dækker i øvrigt også telefonudgifter fra en New York-tur, han havde fået dobbelt betalt.

Lars er god til at hygge sig. Her til Folkemødet med sønnen Bergur, der også er endt i politik.
Lars er god til at hygge sig. Her til Folkemødet med sønnen Bergur, der også er endt i politik.
 Foto: Lars H. Laursen

Over en million på luksusrejser

I 2013 er det Venstres landsmøde, og midt i festlighederne smider Ekstra Bladet en bombe.

Løkke har som formand for den internationale klimafond GGGI brugt over 1 million kroner på dyre rejser, hoteller og limousiner.

Penge, der kom fra bistandsmidler.

De er blandt andet blevet brugt til at flyve på første klasse frem for "bare" at flyve på business.

Løkke har i øvrigt selv siddet ved det bord, hvor det blev godkendt, at man kunne flyve på første klasse.

Lars er glad for at rejse. Også på cykel. Billedet her er fra 2009, hvor han deltog i Ritter Classic.
Lars er glad for at rejse. Også på cykel. Billedet her er fra 2009, hvor han deltog i Ritter Classic.
 Foto: Birger Vogelius

152.000 kroner på jakkesæt og boksershorts

I 2014 afslører Ekstra Bladet gennem nye bilag, at Venstre har betalt for Løkkes garderobe.

152.000 kroner er brugt på ni jakkesæt, 28 skjorter, 21 slips og otte par underbukser.

Forklaringen lød, at det var i forbindelse med kampagner og pressefotos, og Løkke selv sagde følgende til mediet:

- Der var et ønske om en markant oprustning af min garderobe - også udover et niveau, som jeg lige spontant havde råd til. Det er derfor, der er disponeret på den måde, som der er blevet.

- For at sige det helt åbent. Partiet har haft udlæg, fordi min privatøkonomi - og det kan man mene om, hvad man vil - ikke havde en robusthed til det, der skulle til, forklarede han.

Hvem mon har betalt for hans jakkesæt på billedet her fra sidste måned?
Hvem mon har betalt for hans jakkesæt på billedet her fra sidste måned?
 Foto: Lars H. Laursen

50.000 kroner for taletid med Løkke

I 2018 afslører Berlingske, at en donation på 50.000 kroner til Løkkefonden var prisen for at få et møde med Lars Løkke.

Akademikernes A-kasse betalte, og Løkke dukkede op.

Eksperter kaldte det den klareste sag om penge i bytte for adgang til magten.

Løkke nægtede.

Her står han med sin kone Sólrun og vores dronning Mary.
Her står han med sin kone Sólrun og vores dronning Mary.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Og nu: 370.000 kroner for en plads i Folketinget

Frihedsbrevet har for ganske nylig offentliggjort en hemmelig lydoptagelse, hvor Lars Løkke tilbyder det daværende partimedlem Mike Fonseca 370.000 kroner for at forlade Folketinget.

– Du melder dig ud af Folketinget med henvisning til personlige grunde (...) Og så er vi enige om, at du får løn i seks måneder, siger Løkke i optagelsen.

Baggrunden for Løkkes forsøg på at overbevise Fonseca var, at Moderaterne godt vidste, at medierne snart var på vej med en historie om, at Fonseca havde indledt et forhold til en bare 15-årig pige.

Det er imod Moderaternes regler og med Lars Løkkes egne ord:

- Og så er vi enige om, at hvis vi får gjort det her med det samme, så er der ikke nogen bombe, der er eksploderet (de kommende artikler, red.), og vi skal ikke tage stilling til, at du har brudt nogen ‘code of conduct’ (Moderaternes eget adfærdskodeks, red), for du har allerede meldt dig ud af Folketinget, siger Lars Løkke i optagelserne.

Efter en længere snak blev takkede Mike Fonseca nej til Løkkes idé, og det fik Løkke til at reagere således:

- Så er jeg mest tilbøjelig til at sige: Sejl din egen sø! Bliv kvast af pressen. Bliv kvast af dine kolleger. Men det er jo simpelthen med hovedet under armen, lød det fra formanden.

Sponsoreret indhold