Nyheder8. februar 2024

Mike Fonseca svarer igen: En misforståelse, at han har kendt kæresten, siden hun var 10 år

Forældrene til Mike Fonsecas kæreste fortalte i november, at politikeren var kommet i deres hjem i fem år – altså siden hun var 10. Nu forklarer politikeren, at der er tale om en misforståelse
Mike Fonseca vendte tilbage efter sin sygeorlov torsdag, hvor han ankom til Christiansborg i følgeskab af vagter.
Mike Fonseca vendte tilbage efter sin sygeorlov torsdag, hvor han ankom til Christiansborg i følgeskab af vagter.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Læs også: Mike Fonseca er tilbage i Folketinget: - Min kæreste og jeg har det godt

Debatten har raset omkring netop tilbagevendte folketingsmedlem Mike Fonseca, 29, som er retur som løsgænger torsdag morgen.

Navnlig på grund af hans forhold til sin 15-årige kæreste, som resulterede i, at han forlod partiet Moderaterne.

Da forældrene til pigen udtalte sig til Ekstra Bladet tilbage i november, da Fonseca gik på sygeorlov, fortalte de, at de kendte politikeren ganske godt, og at han var kommet i deres hjem gennem fem år.

Da pigen er 15 år gammel og folkeskoleelev, har mange regnet tilbage og konstateret, at pigen må have været 10 år gammel, da Mike Fonseca og hendes far fik en venskabelig relation gennem deres fælles interesse for motorcykler.

Forældrene beskrev Fonseca som ”en ven af huset”. I løbet af sommeren kom den tidligere Moderaterne-profil til forældrene, og fortalte, at deres datter er ” en utrolig sød pige”, og at de var blevet glade for hinanden.

Vil lægge en myte ned

Torsdag får man dog en anden forklaring fra den nu 29-årige Mike Fonseca, der ankom til sin arbejdsplads på Christiansborg ledsaget af vagter.

Her blev han fanget af det samlede danske pressekorps, der stod klar til at få en forklaring.

– Det er en myte, som jeg kan lægge ned nu. Vi har ikke kendt hinanden, siden hun har været 10 år. Jeg kan ikke engang huske, hvordan min partner så ud som 10, 11, 12, 13 år. Det har været misforstået, og jeg ved, at Ekstra Bladet blandt andet har talt med hendes forældre, om at jeg skulle være kommet i huset i fem år. Det har været misforstået, siger han igen, og fortsætter:

– Jeg har haft en relation til hendes far, og har haft en fælles interesse i motorcykler. Vi har kørt et par gange om året for fem, fire og tre år siden.

Op til sit comeback på Christiansborg udgav Mike Fonseca onsdag en klumme på Altinget, som også tiltrak sig en del opmærksomhed.

I kronikken forsvarer den 29-årige løsgænger forholdet til sin 15-årige kæreste, der ifølge politikeren er moden nok til at træffe sine egne valg.

– Vi har valgt hinanden i privatlivets fred. Vi elsker hinanden. Det fungerer for os, og vi har det godt. Vi har ikke gjort andre noget ondt, skriver han og fortsætter:

– Regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden. Det er måske tosset. Men kærlighed følger ikke reglerne. Kærligheden har en plan for hver af en af os, og kærlighed gør blind.

Mike Fonseca forlod Moderaterne i forbindelse med sagen om kæresten, da forholdet er et brud på partiets adfærdskodeks. Han fungerede som kulturordfører for partiet.

Sponsoreret indhold