Nyheder7. februar 2024 (opd. 8. februar 2024)

Mike Fonseca forsvarer forhold til 15-årig kæreste: Kærlighed gør blind

I en kronik skriver 29-årige Mike Fonseca blandt andet, at han "betragter 15-17-årige som modne til at træffe væsentlige valg"
Mike Villa Fonseca ankommer til Moderaternes gruppemøde på Christiansborg i København, onsdag den 22. marts 2023.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Mike Villa Fonseca mener, at "regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden".
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Derfor reagerer vi så stærkt på Mike Fonsecas forhold til 15-årig

Mike Fonseca har været fuldstændig tavs, siden han i midten af november sidste år gik på sygeorlov.

Men i en ny kronik i Altinget bryder det tidligere medlem af Moderaterne nu tavsheden, hvor han reagerer på den massive kritik, der har ramt ham, efter det kom frem, at han er kæreste med en pige på 15 år.

I kronikken forsvarer den 29-årige løsgænger forholdet til sin 15-årige kæreste, der ifølge politikeren er moden nok til at træffe sine egne valg.

- Vi har valgt hinanden i privatlivets fred. Vi elsker hinanden. Det fungerer for os, og vi har det godt. Vi har ikke gjort andre noget ondt, skriver han og fortsætter:

- Regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden. Det er måske tosset. Men kærlighed følger ikke reglerne. Kærligheden har en plan for hver af en af os, og kærlighed gør blind.

Da Mike Fonsecas forhold i sin tid så dagens lys, blev han smidt ud af Moderaterne, hvor han fungerede som kulturordfører. I kronikken påstår Mike Fonseca, at han ikke var bekendt med partiets kodeks om at indlede forhold til mindreårige.

Ikke ulovligt

Men selvom forholdet ikke accepteres i partiet, så lægger Mike Fonseca vægt på i sin kronik, at han ikke har gjort noget ulovligt - og at han har i sinde at fortsætte som løsgænger i Folketinget.

- For at gøre en lang historie kort: Jeg er forelsket i et dejligt menneske, som har en alder, der desværre ikke passer ind i det interne adfærdskodeks hos Moderaterne, indleder han kronikken.

- Jeg har med andre ord ikke forbrudt mig mod loven, og jeg vil fortsat være tro mod mig selv, ikke mindst min kæreste, mine nærmeste og mod mit mandat – nu som medlem af Folketinget som løsgænger.

Mike Fonseca fremhæver, at den kriminelle lavalder er 15 år, hvilket betyder, at man kan stilles til ansvar for sine handlinger og valg.

Og derfor betragter han sin kæreste som gammel nok til at indlede med forhold til ham.

- Jeg tillader mig derfor at betragte personer på 15-17 år som modne til at træffe væsentlige valg, delvis myndige og med rettigheder til det meste. Og derfor betragter jeg også min kærestes valg af mig – og mit valg af min kæreste – som et gensidigt modent valg af hinanden – ikke en bindende aftale, da vi ikke er gift.

Mike Fonseca påstår derudover, at han og kæresten har været udsat for chikane i form af voldsomme trusler, falske rygter og krænkende udlæg af personlige oplysninger, der har taget hårdt på familien.

Løsgængeren slutter kronikken af med at understrege, at han "blot er et menneske".

Sponsoreret indhold