Når man først ser det: Fans påpeger den slående lighed mellem Ariana Grandes nye kæreste og hendes bror

Mandelformede brune øjne, et bredt smil og et lille mellemrum mellem fortænderne.
Nærstuderer man billederne af 31-årige Ethan Slater, som netop angiveligt skulle være fundet sammen med sin medspiller på ”Wicked”-filmen, Ariana Grande, og 40-årige Frankie Grande vil man opdage flere af de samme karaktertræk.
Det er især ”Thank U Next”-sangerindes fans, der har haft en del at sige om de noget overraskende udviklinger på kærlighedsfronten for Grande – og nu er turen således altså kommet til hendes nye kæreste og brorens lighedstræk.
Under en video på TikTok, hvor brugeren Sam Stryker har lagt billederne af de to mænd over hinanden, lufter følgerne lystigt deres forbløffelse over det, de ser.
–TÆNDERNE, NÆSEN, ØJNENE, ØRERNE, SELV HÅRGRÆNSEN ER DEN SAMME, skriver en engageret internetkommentator eksempelvis.
–Så du fortæller mig simpelthen, at dette ikke er den sammen person, spørger en anden.
– Ariana, skat. Jeg kan ikke, skriver en tredje.
Men det er altså ikke kun broren Frankie Grande, som folk finder lighedstræk til Ethan Slater hos.
Også den 30-årige sangerinde – og om cirka halvanden års tid også hovedrolleindehaver i storslået biografmusical – bærer nogle ligheder. Især på billeder fra hun er lille, mener flere fans.
Deres bevismateriale lader de til at finde i en video, hvor en otteårig Ariana Grande iført en orange paryk medvirker i en lokal opsætning af musicalen ”Annie” i hjembyen Boca Raton i Florida.

Og måske er det ikke helt så mystisk, at popstjernen Ariana falder for lige netop Slater - måske er der en videnskabelig forklaring på tiltrækningen af de fysiske lighedstræk.
I starten af 00'erne udførte professor i psykologi, Chris Fraley fra Universitet i Illinois, et eksperiment, der klart viste, at forsøgspersonerne syntes, at folk, der lignede dem selv, var de mest attraktive.
Han miksede testpersonernes ansigtstræk ind i en række billeder af ukendte personer af det modsatte køn - og så fandt han konklusionen: Deltagerne fandt ansigterne mere seksuelt tiltrækkende, når deres egne gener var blevet redigeret ind i billederne.

To skilsmisser og en spirende romance
I sidste måned kom det frem, at en skilsmisse mellem Ariana Grande og ejendomsmægleren Dalton Gomez nu var en realitet efter to års ægteskab.
Mindre end en uge gik der, før kilder tæt på produktionen af musicalfilmen ”Wicked” kunne fortælle, at det kun blev mere og mere kærligt mellem Ariana Grande og kollegaen Ethan Slater, som er kendt fra de skrå brædder på Broadway, hvor han blandt andet har spillet rollen som figuren Svampebob i teaterudgaven af tegnefilmen.

Her kom det også frem, at Slater også var i færd med at søge om skilsmisse fra konen Lily Jay. De to har et barn sammen på under et år.
Kærlighedsrodebutikken voksede sig kun større og mere skandaløs, da det senest kom frem, at Ariana Grande og Dalton Gomez var på flere dobbeltdates sammen med Ethan Slater og Lilly Jay, inden sangerinden og Broadway-stjernen smed hver deres ægtefælle på porten.
Jay - som nu koncentrerer sig om at holde sammen på sig selv og hjemmet for den lille søns skyld – har efter nyhederne om romancen talt lige ud af posen.
– Ariana er den egentlige historie. Hun er ikke en girl's girl, sagde Lilly Jay, der følte sig totalt ført bag lyset og taget på sengen.