Dollar-Dar: Dar Salim tjener millioner

Dar var engang, hvor dar blev født en dreng ved navn Dar Salim.
Det var i 1977, og det skulle vise sig, at drengen havde et stort talent for skuespil.
Og det tjener han i dag gode penge på.
Det viser et helt nyt regnskab fra Dar Salims selskab Zeitun Holding ApS fra CVR-registret.
Han har nemlig i seneste regnskabsår tjent 1.954.854 kroner, hvilket er over 700.000 mere end i 2021.
Efter skat og lidt andet lir ender stjerneskuespilleren på et resultat på lige under 1,5 millioner kroner.
Og næsten samtlige af pengene har Dar smidt direkte på bunden af virksomheden, som nu har en egenkapital på intet mindre end 3.895.118 kroner. I 2021 lå det tal på 2.473.471 kroner.
Der er ikke blevet udbetalt løn - men mon ikke han har fået en skilling eller to for sit arbejde med de to aktuelle film "Underverden II" og "The Covenant".
Sidstnævnte spiller han over for hollywoodstjernen Jake Gyllenhaal, som er beæret over at spille sammen med danskeren.
Dar Salim har i øvrigt også været med i en af verdens mest anmelderroste serier "Game of Thrones".