Kendte12. april 2023

Dar Salim bliver rost til skyerne i "Underverden 2"

Filmen, der har premiere torsdag, bliver trukket op af hovedrolleindehaveren, mener flere anmeldere
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
"Underverden II" er efterfølgeren på "Underverden".
 Nordisk Film

I den nye film "Underverden 2" er skuespiller Dar Salim tilbage i rollen som Zaid, der i forgængeren vendte sig mod den københavnske kriminelle underverden.

Skal man tro flere anmeldere, gør skuespilleren det imponerende som Zaid.

Hos Filmmagasinet Ekko skriver anmelder Nicki Bruun, at Dar Salims "fænomenale pragtpræstation bærer filmen i mål".

Anmelderen kvitterer med fem ud af seks stjerner. Det samme gør Mathilde Johanne Kristiansen fra Soundvenue.

- Han er ekstremt overbevisende, om han står over for en gangsterboss eller en syvårig dreng – en disciplin mange actionhelte har fejlet i, skriver Kristiansen.

Dar Salim på den røde løber.
Dar Salim på den røde løber.
 Foto: Martin Høien

Knap så begejstret er Katrine Sommer Boysen fra Jyllands-Posten. Hun giver filmen tre ud af seks stjerner og mener, at den for ofte mangler nærvær og autenticitet.

Action-thrilleren, der har biografpremiere torsdag, er en efterfølger til "Underverden" fra 2017.

I den første film fulgte man speciallægen Zaid, der bevægede sig ind i den københavnske kriminelle underverden, efter at hans lillebror var blevet slået ihjel.

Filmen sluttede med, at han blev fængslet.

I "Underverden 2" bliver han opsøgt af en PET-agent, der tilbyder ham en aftale om løsladelse, mod at han infiltrerer det københavnske bandemiljø.

Filmen har blandt andre skuespiller Birgitte Hjort Sørensen på rollelisten.

Sponsoreret indhold