Krimi15. marts 2024

Stedfar tiltalt for drab på baby: – Jeg ved, det ikke er mig!

I månederne efter en stedfar begravede sin spæddatter sammen med sin ægtefælle, besluttede han sig for, at han ville skilles. – Jeg ville tage afstand
Retten i  Nykøbing FalsterNykøbing Falset ret
To forældre er tiltalt i en alvorlig sag, som i disse dage behandles ved Retten i Nykøbing Falster. De anklages for i forening at have taget livet af deres halvanden måneder gamle baby.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

LÆS OGSÅ: Stedfar tiltalt for drab på spædbarn: – Jeg kiggede ikke på hende

Tirsdag behandler Retten i Nykøbing Falster en sag, hvor to forældre, en mor og en stedfar, er tiltalt for i forening at have taget livet af deres halvanden måneder gamle pige – de nægter sig skyldige.

Under stedfarens forklaring er det kommet frem, at han synes, at hans ægtefælles opførsel under pigens begravelse var mærkværdig – opførslen og obduktionsrapporten er angiveligt skyld i, at han nu har søgt om skilsmisse.

Han har tirsdag forklaret for retten, at de – selv om de begge var varetægtsfængslet i samme sag – fik lov til at sidde ved siden af hinanden under begravelsen af deres datter.

– Vi snakker lidt sammen. Vi taler om de steder, hvor vi var (forskellige fængsler, red.). Og at hun havde fået veninder – det var faktisk det udtryk, hun brugte – deroppe, lød det fra den 23-årige tiltalte.

Han forklarede samtidig, at hun snakkede om noget chokolade, som hun havde fået af en af de medindsatte, som hun glædede sig til at komme tilbage i fængslet og spise, men han mener ikke, at den 21-årige mor snakkede om deres afdøde datter under begravelsen.

Siw Olsen, anklageren i sagen, spurgte herefter ind til, hvordan han reagerede på det.

– Jeg synes, at det var meget underligt at sidde og snakke om sådan noget, når det rent ud sagt var pisseligegyldigt, når vi sad her til begravelse med 'Lillepigen', fortalte han.

Havde i behov for at være kærlige og holde om hinanden? Ville anklageren gerne vide.

– Jeg tror, at vi måske holdt lidt i hånden. Men det ville jeg ikke sidde og gøre, når det handlede om 'Lillepigen', fortalte han.

Var du vred på hende?

– Nej, jeg var lettere irriteret, og så undrede jeg mig over hendes opførsel.

– Også at hun begyndte at tale om, at vi skulle finde et nyt sted at bo. Det synes jeg, var totalt ligegyldigt, slog han fast for retten.

Sådan lyder tiltalen mod forældrene

Den 21-årige mor og stedfaren til barnet er tiltalt for at have dræbt spædbarnet. Af anklageskriftet fremgår det, at barnet, der blev født 26. juli, blev udsat for en lang række tilfælde af vold frem til 7. september.

I perioden blev babyen ifølge anklageskriftet klemt, fastholdt, kradset, vredet og rystet. Ligesom hun ifølge tiltalen blev slået imod flader og genstande.

Hun afgik ved døden 8. september, hvor de valgte at slukke for respiratoren til den lille pige – der var meget lidt hjerneaktivitet, fortalte lægerne.

Da pigen blev indlagt dagen før, havde den seks uger gamle baby adskillige skader – herunder fem kraniebrud, 14 ribbensbrud, brud på lårbens- og skinnebensknoglerne, ligesom hun også havde underhudsblødninger, hudafskrabninger i ansigtet og på benene.

Begge tiltalte nægter sig skyldige i den alvorlige anklage.

Jeg ved, det ikke er mig!

I tiden efter begravelsen stopper brevvekslingen mellem parret. Det er angiveligt den 23-årige mand, der stopper kontakten.

Fra fængslingen i starten af september og til slutningen af oktober måned, har han ellers modtaget og sendt 30 breve med sin kone – men det stopper umiddelbart efter begravelsen.

Her søger den tiltalte stedfar også om skilsmisse - Siw Olsen vil gerne vide hvorfor.

– Det er på grund af udviklingen i sagen. Ting, som jeg ikke har fået at vide.

– Jeg har søgt om skilsmisse, fordi jeg gerne vil tage afstand fra det.

Tror du, at din partner har gjort det (slået deres datter ihjel red.)?

– Jeg vil ikke udelukke det. Men jeg ved, at det ikke er mig, lød det fra den tiltalte stedfar, denne gang med mere overbevisning i stemmen.

Hvorfor siger du det?

– Fordi, der kun har været os to i nærheden med hende alene. Det er det, der gør, at jeg ikke kan udelukke det.

Har du set noget, der har gjort, at du tænker, det kan være hende?

– Overhovedet ikke, konstaterede stedfaren, der flere gange undervejs tørrer sine øjne med en serviet.

Den 23-årige tiltalte stedfars forsvarer, Lonnie Kromann Nielsen, havde nogle uddybende spørgsmål til det pludselige stop af kontakt – som ifølge den tiltalte også skete efter han så obduktionsrapporten af deres datter.

– Efter obduktionsrapporten får jeg ligesom set, hvad der er sket med hende (datteren red.).

– Jeg vidste jo ikke, at hun havde de skader før det. Jeg vidste også, at jeg ikke havde gjort det, og derfor valgte jeg at trække mig og stoppe det, forklarede den skjorteklædte stedfar for retten.

Den tiltalte mor og stedfar nægter sig som sagt skyldige, ligesom de har forklaret for retten, at de ikke har oplevet nogen fald eller andet, der kan begrunde de voldsomme skader på den lille pige.

Sagen mod det tidligere par, der endnu ikke er blevet juridisk skilt, behandles over fem retsdage – der forventes dom i næste uge.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold