Sonny gjorde uhyggeligt fund tæt på Emilie Mengs lig

Sonny Thomsen fandt i tiden efter 17-årige Emilie Mengs forsvinden i sommeren 2016 noget tøj på jorden, der satte ubehagelige tanker i gang hos ham.

Tøjet fandt han tæt på det sted, hvor Emilie Mengs lig blev fundet.

I tredje episode af dokumentarserien "Nogen ved noget om Emilie Meng", hvor journalisterne Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen undersøger en række tips og spor i det uopklarede drab, viser Sonny Thomsen det præcise sted, han gjorde fundet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Emilie Meng. (Privatfoto)

- En sort strikket trøje, som er viklet rundt om noget andet tøj, så den kunne foldes ud, forklarer han om det tøj, han fandt.

Da Emilie Meng forsvandt, boede Sonny Thomsen på Corona Camping ved Regnemarks Bakke. Han kendte området ud og ind, og derfor bemærkede han trøjen, der lå i siden af vejen.

Rød-brune stænk

Det syn, der mødte Sonny Thomsen, da han undersøgte den cardiganlignende trøje nærmere, var ubehageligt.

- Der ligger et par lyse cowboybukser. Og inde i midten ligger der en bh. En lys, grå, beige-agtig farve med rødbrune stænk, som for mig ligner blod.

Artiklen fortsætter under klippet ...

- Det var ikke store plamager, men det lignede, der var stænket blod på, fortæller han.

Sonny Thomsen fandt tøjet med de blodlignende pletter i begyndelsen af september 2016 - altså måneder efter, at Emilie Meng forsvandt på sin gåtur hjem fra Korsør Station 10. juli 2016.

Men tøjet så ifølge Sonny Thomsen ikke ud som om, at det skulle have ligget der siden den sommerdag.

- Det så faktisk ud som om, det var blevet lagt der ret meget for nyligt, fortæller han til de to journalister, der til daglig arbejder på B.T.

Hvor har Emilie været?

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev Emilie Mengs lig - der først blev opdaget i december - placeret i en sø den 10. juni eller dagene umiddelbart efter.

- Det passer dårligt med, at jeg først ser det her tøj et par måneder efter. Men jeg undrer mig, lyder det fra Sonny Thomsen.

Artiklen fortsætter under klippet ...

- Det er en ubehagelig tanke. For det kan tyde på, at hun har været et andet sted indtil da, fortsætter vidnet, der har talt med politiet tre-fire gange samt afgivet dna-prøve og fingeraftryk.

At Sonny Thomsen har fået taget sit dna og fingeraftryk, kan være et "supervigtigt" spor, lyder det fra journalist Bo Norström Weile.

For det kunne tyde på, at politiet mener at besidde effekter, hvor gerningsmandens hænder har været på.

Hvordan journalisternes søgen efter Emilie Mengs drabsmand går, kan du se i "Nogen ved noget om Emilie Meng", hvor tre afsnit lige nu kan streames på discovery+, og der kommer nyt afsnit hver onsdag på Kanal 5 klokken 21.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close