Krimi 28. februar 2019

Politi om milliardærfrue: Ikke sikkert hun er i live

Den norske rigmandskone Anne-Elisabeth Hagen har nu været forsvundet så længe, at politiet tvivler på, om hun er i live
Foto: politi

Siden 31. oktober sidste år har familie og venner hverken set eller hørt noget til Anne-Elisabeth Hagen. 

I fire måneder har politiet efterforsket sagen intenst i håbet om at finde den 69-årige kvinde - der er gift med en af Norges rigeste mænd, Tom Hagen - i live.

Politiet tror, at hun blev bortført fra sit hjem, hvor der blev fundet et trusselsbrev. 

I brevet blev der krævet en løsesum på 67 millioner danske kroner, men også trusler om, hvad der ville ske med kvinden, hvis politiet fik besked. 

Indtil nu har politiet arbejdet ud fra en teori om, at kvinden fortsat er i live, men på pressemødet i dag, torsdag, kom det frem, at politiet altså frygter, at det ikke længere er tilfældet. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Det er naturligt at stille spørgsmål og betvivle, om hun fortsat er i live, siger politiinspektør Tommy Brøske på et pressemøde i dag. 

Ingen livstegn

Da politiet holdt pressemøde 11. februar, fortalte de, at de ikke havde fået livstegn fra kvinden og opfordrede i den forbindelse de mulige kidnappere til at tage kontakt med familien. 

- Der har ikke været nogen kontakt med modparten siden sidste pressekonference, sagde Tommy Brøske dengang.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Ritzau Scanpix

Det var fra huset i Lørenskog, at den norske kvinde angiveligt blev bortført fra

- Vores målsætning er uændret, og vi håber stadig at få genforenet hende med familien, fortsatte han. 

Efter Anne-Elisabeths forsvinden har der flere gange været en form for begrænset kontakt med de mulige bortførere.

De siger, at hun er i deres varetægt, og at de vil løslade hende mod løsesummen. 

Hendes familie har tidligere meldt ud, at de ikke har tænkt sig at betale pengene, før de har fået sikre livstegn. 

Angrebet i badet? 

I går kom det frem, at politiet måske har nye spor, om hvordan milliardærfruen blev bortført fra sit hjem. 

De har nemlig ifølge VG en teori, om at hun blev overfaldt, mens hun var i bad. 

Der var ifølge det norske medie nemlig slæbespor, der kunne tyde på, at den 69-årige rigmandskone var blevet slæbt langs gulvet, da hun forsvandt fra sit hjem. 

Flere teorier 

Politiet har understreget, at de efterforsker forsvindingen bredt, og at de har modtaget en lang række af spor. 

De arbejder også ud fra hypoteser om, at hun blandt andet er forsvundet frivilligt eller er blevet dræbt. 

Men hovedhypotesen har altså alligevel fra start været, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet bortført, og at motivet er økonomisk. 

- Den forsvundne kvindes mand, Tom Hagen, er ifølge det norske finansmedie 'Kapital' nummer 172 på listen over de 400 rigeste personer i Norge. 

- Han menes at være god for 1,7 milliarder kroner. 

- Han har tjent sine penge på ejendomsudvikling og på at købe og sælge strøm. 

- Selv om milliardæren har levet nøgsomt og forsøgt at holde lav profil i nærmiljøet, har Tom Hagens sucess været omtalt i medierne. 

- Sammen har ægteparret tre børn og flere børnebørn

Sponsoreret indhold