Krimi18. maj 2022

Kongsberg-morderen Espen Andersen Bråthen erklærer sig skyldig i fem drab

På retssagens første dag har manden der gik amok med bue og pil i den norske by Kongsberg erkendt sig skyldig i samtlige anklager
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/000_9pp3ud-1430x953ma.jpg
 Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Han blev kendt som manden, der gik amok med bue og pil i den norske by Kongsberg.

Her dræbte Espen Andersen Bråthen fem mennesker med stikvåben og sårede yderligere 11 personer.

Onsdag morgen har Bråthen erklæret sig skyldig i alle tiltaler imod sig første dag i retssagen mod ham.

Det skriver norske Dagbladet.

Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger, men har boet store dele af sit liv i netop Kongsberg.

Han er yderligere tiltalt for 13 tilfælde af grove trusler.

Bar 60 pile og fire knive

Bråthen ankom til retten onsdag morgen kl. 08.59 iført håndjern og fulgt af fire politibetjente.

I salen har statsadvokaten Andreas Christiansen vist videoklip fra en Coop Extra-butik i Kongsberg fra dagen, hvor forbrydelsen skete.

På videoen ses Espen Andersen Bråthen skyde mod flere handlende i butikken med bue og pil.

En person ses gemme sig bag en bænk, mens en anden løber ud af døren, beskriver Dagbladet.

Statsadvokaten oplyser, at Bråthen medbragte 60 pile og fire knive.

Bråthens forsvarer, Fredik Neumann, sagde, da han ankom til retten, at hans klient er en ”meget syg mand”.

- Jeg tror og håber, han vil forklare sig, lød det fra Neumann.

Var det terror?

Forklaringen for angrebet er stadig noget, som offentligheden ikke for alvor har fået.

Dagen efter den skrækkelige dag onsdag den 13. oktober 2021 oplyste den norske sikkerhedstjeneste, at drabene fremstod som en terrorhandling.

Ugen efter blev der dog sået tvivl om, hvorvidt man kunne tale om terror, hvis gerningsmanden var tilpas psykisk syg.

Norsk politi havde før den 13. oktober fået meldinger om, at Bråthen var konverteret til islam.

Før drabene lagde han en video på nettet, hvor han erklærede sig til islam og kom med en advarsel.

- Hej. Jeg er en budbringer. Jeg kommer med en advarsel. Er det virkelig det her, du vil? Og til alle, som har lyst til at gøre op mig sig selv, så er tiden kommet. Vidne om, at jeg er muslim, siger han i videoen.

Der er afsat omkring en måned til retssagen mod Espen Andersen Bråthen.

Han har siden angrebet i oktober været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Sponsoreret indhold