"Jeg kan ikke holde min niårige datter ud"

”Der er ikke ét af mine børn, jeg bedst kan lide. Men der er ét af mine børn, jeg mindst kan lide”.

Sådan skriver en ærlig mor i en klumme i forældremediet Kidspot.

Her fortæller den ærlige og anonyme mor, at hun ikke kan fordrage sin niårige datter, og at hun afskyr at være sammen med sin egen datter.

”Sandheden er, at jeg ikke kan lide hende 95 procent af tiden. Ja, jeg kan ikke lide mit ældste barn, og jeg kan ikke holde ud at være sammen med hende”, fortæller moderen.

Hun har i alt tre børn – de to mindste beundrer hun. Selv om de kan skabe sig og lave ballade som alle andre, elsker moderen dem, som de er.

Sådan forholder det sig ikke med hendes tredje barn – hendes ældste datter på ni år.

“Jeg elsker hende, jeg kan bare ikke lide hende”.

Moderen fortæller, at hendes opfattelse af datteren har ændret sig, siden datteren blev født.

”Da hun var en baby, havde jeg det på samme måde med hende, som jeg har det med mine to yngste, da de var på den alder. Men da ”Lilly” blev lidt ældre, da hun blev omkring tre, begyndte hendes rigtige personlighed at træde frem, og det var da, at mine følelser for hende begyndte at ændre sig”.

”Tro ikke at jeg ikke elsker Lilly, fordi jeg ikke kan lide hende, det er ikke tilfældet. Jeg elsker hende. Hun er mit barn, og hun kunne gøre alt, og jeg ville stadig elske hende, men jeg kan bare ikke lide hende, og der er en forskel”.

Moderen fortæller, at det er datterens personlighed, hun ikke kan lide.

”Hun surmuler, er egoistisk, selvcentreret og skaber drama konstant. Hun gør dette i skole, derhjemme, i klubben, og hun nægter at indse sine fejl eller arbejde med dem, eller lytte til hvis hun har irriteret eller gjort nogen kede af det".

Trods sin opførsel har Lilly mange venner, og hun klarer sig godt i skolen og som oftest også med sine søskende. Men moderen har det ofte svært med hende, og de ryger ofte i totterne på hinanden:

”Selv når vi er på ferie, og jeg virkelig prøver at slippe det og bare nyde ferien, ender jeg med at få nok af Lilly i løbet af en time, og jeg tager mig selv i at undgå hende så meget, jeg kan”, fortæller kvinden, der nu har bedt sin mand om at tage styringen, når det kommer til datteren:

”Jeg har bedt ham om at tage hende til træning og til alle fester, hun skal til, hjælpe hende med lektierne, at opdrage hende og kigge efter hende i weekenderne. I sidste ende kan jeg bare ikke holde ud af være omkring hende, og for vores begges skyld er det bare bedst, at jeg er det så lidt som muligt”.

Moderen fortæller, at hun har forsøgt at arbejde på sit forhold til datteren flere gange. Hun har prøvet at have ekstra mor-datter-tid, at lære datteren bedre at kende. Men intet har hjulpet, og moderen er kun blevet mere og mere frustreret.

Hun har ikke delt sine tanker og følelser med mange udover sin mand, der støtter hende. Han bliver ved med at fortælle, at det er Lillys opførsel, hun ikke kan lide – og ikke Lilly som menneske.

”Selv om jeg prøver at se det på den måde, er det svært, for hendes opførsel er en stor del af den, hun er.”

“Jeg håber med tiden, at Lilly ændrer sig. Jeg håber, at hendes personlighed vil blive mere rolig, og at hun vil udvikle sig i takt med, at hun bliver ældre. For jeg ønsker ikke at have det sådan her, jeg ønsker at tilbringe tid med hende, ligesom jeg gør det med hendes søskende”.