Krimi12. august 2019

Hundeejer i chok: Hendes tre hunde døde efter badetur

En hundeejer har på tragisk vis mistet sine tre hunde med blot få timers mellemrum, efter de alle tre blev forgiftet af alger under en badetur
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hunde.jpeg
 (Foto: Melissa Martin/Privat)

Amerikanske Melissa Martin er i lige dele chok og sorg.

For få dage siden mistede hun nemlig sine tre elskede hunde, efter alle hunde blev forgiftet af blåalger under en svømmetur.

Det skriver CNN.

Torsdag aften tog Melissa sine tre hunde Harpo, Izzy, and Abby med til en sø i Wilmington i staten North Carolina. Her lod hun som så ofte før hundene rende frit – og snuppe en badetur i det svalende vand.

Men denne dag endte det helt fatalt – og ved midnat var alle hendes tre hunde døde.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/68294097_10219956208760194_1181090747697332224_n.jpg

Izzy, Abby og Harpo døde efter en badetur torsdag aften. Foto: Privat

Allerede 15 minutter efter badeturen fik den første af Melissas hunde – en West Highland white terrier ved navn Abby – et krampeanfald.

Melissa reagerede prompte og skyndte sig at køre til dyrlægen med sine hunde.

Da hun ankom til dyrlægen, fik endnu en af hundene – den anden West Highland white terrier ved navn Izzy – et anfald. Kort efter led tredje hund – den seks år gamle terapihund Harpo – samme skæbne.

Og selv om de var hos dyrlægen med det samme, var anfaldene så alvorlige, at ingen af hundenes liv stod til at redde. De måtte alle aflives.

Dyrlægen mener, at alle tre hunde blev udsat for giftige mængder blågrønne alger i vandet.

Algerne er giftige, og de ødelægger blandt andet hundenes lever.

På Facebook begræder den fortvivlede hundeejer sit uforståelige tab.

- Hvad der begyndte som en sjov aften for dem, endte i den største tragedie i vores liv, skriver Melissa i sit Facebook-opslag, der allerede er blevet delt langt over 25.000 gange.

Blågrønne alger kan også opstå i vandet herhjemme. Algerne kan være giftige for især børn og hunde, når der opstår meget store opblomstringer.

Symptomerne på algeforgiftning er hovedpine, hudirritation, feber, kvalme og diarré.

Børn og hunde skal passe mere på end voksne, da de vil reagere på mindre mængder gift.

Hold derfor øje med vandet, når du, din familie og dine kæledyr bader.

Sponsoreret indhold