Krimi29. marts 2023

Ekspert om Mia-sagen: - Det er meget usædvanligt

Den tidligere chef for rejseholdet Bent Isager-Nielsen kalder den formodede partering af liget i Mia-sagen for "usædvanlig"
En politibil ved en af indfaldsvejene til en stor del af Dronninglund Storskov, torsdag aften den 10. februar 2022. Politiet fandt sent den eftermiddag dele af Mia Skadhauge Stevns lig.
Politiet fandt sent torsdag eftermiddag 10. februar dele af Mia Skadhauge Stevns lig i Dronninglund Storskov
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Her er alle gerningsstederne i Mia-sagen

Den 37-årige mand, der sidder varetægtsfængslet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, er tiltalt for at have skaffet sig af med den unge kvindes lig ved at partere det "i ikke under 231 dele".

- Det er meget usædvanligt, at man parterer et lig i så mange dele.

- Jeg kan ikke huske noget lignende, siger Bent Isager-Nielsen, der i dag er krimiekspert på UDE og HJEMME, hvor han hver uge besvarer spørgsmål fra læserne i brevkassen ”I lovens navn”.

Han er også medvært på krimipodcasten "På sporet" sammen med journalist og forfatter Stine Bolther.

Han er desuden vært på podcasten ”På Sporet med Bolther og Isager” med forfatter og journalist Stine Bolther.

Mandens forsvarer oplyser, at hendes klient nægter sig skyldig i drab og voldtægt, men hun forventer, at han erkender usømmelig omgang med lig, når retssagen tager sin begyndelse i retten i Aalborg i maj.

- Deri indgår der ikke, at han fuldstændig er enig i den beskrivelse, der er i anklageskriftet, men han erkender, at lovens bestemmelser om usømmelig omgang med lig er overtrådt, siger Mette Grith Stage til SE og HØR.

Ifølge politiet blev liget af Mia Skadhauge parteret i ikke under 231 dele.

Derefter skulle den tiltalte have placeret flere af ligdelene i afløbsrens og opblandet kaustisk soda med henblik på at opløse delene. Det gjorde han i perioden frem til 9. februar klokken 11.20.

Den i dag 37-årige mand brugte ifølge tiltalen "en elektrisk bajonetsav, en hobbykniv og en saks".

- Det er jo alt sammen et udtryk for en gerningsmand, der rigtig gerne vil slippe af krogen.

- Liget er jo enhver morders akilleshæl, det ved flere og flere gerningsmænd, og derfor ser vi desværre oftere og oftere partering eller anden bortskaffelse af liget, siger Bent Isager-Nielsen onsdag til SE og HØR.

Ad flere omgange spredte den tiltalte ifølge anklageskriftet ligdelene i Dronninglund Storskov, hvor flere af delene blev gravet ned i forskellige grave i området, imens andre dele blev fordelt i skovbunden.

- Det er nemmere at skille sig af med et lig, hvis det er delt op i mange små dele, fordi en hel torso, et helt hoved eller et helt menneskeben er meget voldsomt at skille sig af med.

- Det er langt nemmere at opløse små ting end store, siger den tidligere chef for Rejseholdet.

Af anklageskriftet fremgår det, at den 37-årige mand tilbød Mia Skadhauge, der var tydeligt påvirket af alkohol, et lift i sin varebil fra Vesterbro i Aalborg 6. februar sidste år.

Her kørte han hende med vilje ud i et øde skovområde ved Hammer Bakker og efterfølgende til sit hjem i Flauenskjold. Her voldtog han hende og tvang den unge pige til andet seksuelt forhold end samleje.

Drabet skete ifølge anklageskriftet ved, at hun blev udsat for betydelig lemlæstelse blandt andet ved "kvælning, sammenklemning af brystkassen, en kombination heraf eller lignende forårsagede en længerevarende hindring af blodafløbet fra hovedet".

Det medførte, at den 22-årige kvinde blev påført flere skader. Blandt andet en udtalt blodopstemning i hjernen og en ledsagende tynd film af blod under den hårde hjernehinde. Det førte i sidste ende til, at hun afgik ved døden.

Den i dag 37-årige, der er tiltalt i sagen, har siddet varetægtsfængslet siden februar sidste år. Sagen begynder efter planen ved Retten i Aalborg 7. juni.

Der er afsat ni retsdage, og der ventes dom i slutningen af måneden.

Sponsoreret indhold