Krimi23. april 2023 (opd. 27. april 2023)

Cecilie Skovbjerg kidnappet som barn: 13-årigs forældre skal også have hjælp

Da Cecilie Skovbjerg var syv år, blev hun kidnappet og forsøgt voldtaget. Efterfølgende oplevede familien ifølge hende, at der ikke var tilstrækkelig med hjælp. Nu håber hun, at den 13-årige pige og ikke mindst hendes forældre får den hjælp, de har brug for
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Cecilie har disse råd til dem, som forsøger at hjælpe børn, der som hende og nu den 13-årige har været igennem en bortførelse og misbrug.
 Video: Martin Høien

Læs også: Cecilies mareridt genoplives

– Det var først i sidste uge, jeg kunne fortælle til min far, at det ikke var hans skyld, det der skete for mig dengang.

Sådan fortæller Cecilie Skovbjerg i dag til SE og HØR, efter hun som syvårig blev offer for en pædofil.

Han er i dag idømt forvaring og fængslet for hele tre gange at kidnappe og forsøge at voldtage meget unge piger på vej hjem fra rideskole.

Siden har hun kæmpet med at få den rette hjælp, og først nu i en alder af 39 år er hun begyndt føle, der bliver arbejdet alvorligt med traumerne.

Men for Cecilie er hendes historie også en vigtig fortælling om, at det ikke alene er offeret, der bliver dybt traumatiseret, når sådan noget sker.

Det sker også for offerets familie, som skal have hjælp.

Kidnappet af prøveløsladt

Hun var syv år og på vej hjem fra købmanden, der lå 500 væk fra hendes hjem. Hun havde taget den vej så mange gange før, men den ene dag i marts, mødte hun en mand, der intet godt ville hende.

Manden var prøveløsladt, efter han tre år tidligere havde kidnappet en mindreårig pige på vej hjem fra ridning i sin bil og forsøgt at voldtage hende.

En martsdag i 1991 blev Cecilie hans næste offer.

Få år senere kidnappede han og forsøgte at voldtage endnu en pige.

I dag sidder han i forvaring i et fængsel.

Selv fortæller hun, at hun ikke fik den hjælp, hun havde brug for, så hun kunne bearbejde, hvad der var sket.

Cecilie Skovbjerg mener, at hun og hendes familie har oplevet et enormt svigt fra systemet, efter hun som syvårig blev kidnappet og forsøgt voldtaget af en pædofil serieforbryder. 
Cecilie Skovbjerg mener, at hun og hendes familie har oplevet et enormt svigt fra systemet, efter hun som syvårig blev kidnappet og forsøgt voldtaget af en pædofil serieforbryder.
 Foto: Martin Høien

Men heller ikke hendes forældre fik professionel hjælp, efter deres værste mareridt var blevet til virkelighed.

– Jeg kunne mærke, at de var tynget med en hel masse skyldfølelse over, hvad der var sket.

– Hvorfor havde de ladet mig tage den tur alene, tror jeg ofte de tænkte, selv om jeg havde taget den 100 gange før. Men det var meget tydeligt for mig, at mine forældre også var meget påvirkede af det, fortæller Cecilie.

Efter sagen om 13-årige håber Cecilie, at måden, man håndterer så alvorlige sager, har ændret sig.

Og måske er blevet bedre, end da hun i 1991 oplevede det samme, som en 32-årig nu er sigtet for at gøre mod den unge pige.

– Jeg håber så meget, at hendes forældre får noget hjælp med det samme.

– De har været igennem et frygteligt døgn, hvor deres datter var væk, og det bliver aldrig den samme pige, de får tilbage, mener hun.

– Du skal jo kunne sende dine børn trygt afsted 500 meter væk fra hjemmet, uden at man skal frygte for deres liv og helbred.

Cecilie Skovbjerg 

– Det er også et helt nyt liv for dem, og de har fået traumer, de skal bearbejde, som jeg virkelig, virkelig håber, de kan få hjælp til.

Kan tage år

Cecilie fortæller, at det er vigtigt, at hjælpen ikke kun står klar lige nu og her. For hende gik der årevis, før hun kunne åbne bare det mindste op for en fagperson, så hun kunne bearbejde noget af det, hun havde oplevet.

– Det kan være, der først kommer en reaktion om ti år, men så er det bare så vigtigt, at der står nogen, som han gribe dem og kan hjælpe, når det. Der skal laves en massiv og ordentlig indsats, som er klar, når de er.

For hende og hendes familie blev hverdagen pludselig en helt anden, da Cecilie blev kidnappet og forsøgt voldtaget.

Den livlige, hesteglade pige blev en anden, og med årene udviklede hun en spiseforstyrrelse, mens PTSD også begyndte at overtage hendes liv, indtil indlæggelser på psykiatriske skadestuer blev normalen i næsten tolv år.

Også her måtte hendes forældre kæmpe for deres datter, mens de også selv skulle lære at finde ud af at være i det med en pige, der var så psykisk påvirket, at hun hellere ville dø end leve.

Sammen med et offer

For Cecilie har hendes forældre været en kæmpe støtte, men det har også været svært at se, hvordan de måtte kæmpe med blandt andet den skyldfølelse over noget, der absolut ikke var deres skyld.

– Du skal jo kunne sende dine børn trygt afsted 500 meter væk fra hjemmet, uden at man skal frygte for deres liv og helbred.

Cecilie Skovbjerg fortæller sin historie nu, fordi hun synes det er vigtigt, at folk forstår, hvad der sker med en, når man er udsat for det, Cecilie og hendes familie har. 
Cecilie Skovbjerg fortæller sin historie nu, fordi hun synes det er vigtigt, at folk forstår, hvad der sker med en, når man er udsat for det, Cecilie og hendes familie har.
 Foto: Martin Høien

Derfor håber Cecilie også, at den 13-åriges forældre får en større hjælp, end hendes egen familie gjorde tilbage i 1991.

– Man skal virkelig huske på, at familien er sammen med et offer hver dag, og det kræver også meget. Derfor er det bare så enormt vigtigt, at de også får den hjælp, der er brug for.

– Både så de kan være der for deres barn men også passe på sig selv.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Sponsoreret indhold