Cecilie blev kidnappet som barn: – Jeg følte mig forkert

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Da syvårige Cecilie kom tilbage til sin skole, efter hun var blevet kidnappet og forsøgt voldtaget af en seriekriminel pædofil, var der ikke nogen, der talte med hende om det.

Hverken professionelt eller derhjemme talte de om det traume, hun havde fået, fortæller Cecilie Skovbjerg, 39, i dag til SE og HØR. Og det er et svigt, hun håber, andre i hendes situation aldrig skal opleve.

– Jeg håber virkelig, at børn, der går igennem det samme, som jeg gjorde for mere end 30 år siden, får meget mere hjælp, end jeg gjorde.

I 1991 blev Cecilie helt som i den aktuelle sag om den 13-årige pige efterlyst.

Hele Danmark fulgte også dengang med i den frygtelige sag, da Cecilie som barn blev udsat for et overgreb i en bil, efter hun var blevet kidnappet på vej hjem fra rideskolen.

Efter den grusomme forbrydelse prøvede en skolepsykolog uden held at tale med Cecilie om den voldsomt traumatiserende oplevelse.

Og andre omkring hende talte slet ikke om det, ligesom Cecilie ikke husker meget fra sin barndom efter overgrebet.

– Jeg husker det ikke som om, at nogen talte særlig meget med mig om det, efter det var sket.

– Jeg havde ikke selv noget behov for det.

Hun lukkede i, og det gjorde alle omkring hende også.

- Men der var heller ikke nogen, der holdt fast i, at det var en god idé, jeg fik snakket hele oplevelsen igennem, fortæller Cecilie Skovbjerg til SE og HØR.

– Det var som om, alle tænkte, det bedste ville være at glemme det.

Der var ikke nogen krisepsykolog at tale med, og årene efter var der ikke nogen, der tjekkede op på, om Cecilie mon havde taget skade af sine traumer i årenes løb.

Heller ikke Cecilies forældre, der gennemlevede alle forældres mareridt, fik professionel hjælp til bearbejde traumerne.

– Det virkede nærmest til, at nu hvor jeg var hjemme, så var det værste overstået.

– Så var det jo godt igen, fordi jeg var kommet hjem i “god behold”.

Knækkede sammen

I årene efter virkede det også til, at Cecilie skubbede sit traume væk og ikke tænkte på det.

I stedet udviklede hun en spiseforstyrrelse og fik det værre og værre, mens det udefra så meget fint ud.

Cecilie var blevet gift, havde fået sig en uddannelse og et godt job som lærer. Men en dag i 2009 gik det helt galt for hende, efter en episode med en elev havde udløst noget i hendes gamle traume.

– Pludselig stod jeg med en kniv og truede med at stikke den i maven på mig selv.

Følelserne havde haft låg på alt for længe, og nu boblede det over i Cecilies krop, der slet ikke kunne rumme alle de følelser og tanker, der i årevis havde hobet sig op i hende.

Hendes daværende mand fik hende indlagt på psykiatrisk afdeling, og det var første gang Cecilie var i kontakt med psykiatrien.

Men de følgende mange år blev det hele hendes liv og en tid, hvor hun betalte en høj pris for sine tidligere traumer.

Ønsker mere hjælp

Især Cecilies PTSD fyldte meget for hende. Hun ville gerne snakke om, hvad der var sket i marts 1991, men hver gang hun prøvede, følte hun ikke, hun blev mødt eller hørt.

– Når jeg prøvede, så stak fagfolk for det meste deres hoved ned i jorden.

– Hver gang blev jeg bekræftet i, at jeg var forkert, når ingen ville tale med mig om det.