Krimi6. april 2024

Casper Rieper-Holm dømt for at holde dansk kvinde som gidsel: Nu står hun frem

Storsvindleren Casper Rieper-Holm afsoner lige nu en dom i Spanien, efter at han holdt en dansk kvinde og hendes børn som gidsler. Nu står kvinden frem og fortæller om vold og overgreb
Også DR-programmet "Kontant" har lavet udsendelser om storsvindleren, der har udnyttet og misbrugt utallige. 
Også DR-programmet "Kontant" har lavet udsendelser om storsvindleren, der har udnyttet og misbrugt utallige.
 Foto: Screenshot/DR Kontant

LÆS OGSÅ: Mor begik selvmord: Storsvindler havde sex med hendes 13-årige datter

Han har forført, svindlet og misbrugt uskyldige i årtier – og han er tilsyneladende ikke færdig endnu.

I hvert fald står en dansk kvinde nu frem og fortæller om et tre måneder langt mareridt, hvor hun og hendes børn blev holdt som gidsler af den danske storsvindler Casper Rieper-Holm.

Undervejs blev de udsat for både vold og overgreb, fortæller kvinden, Signe Fröslee, nu til TV 2.

Mareridtet begyndte i 2016, da Casper Rieper-Holm – der i dag kalder sig Cooper Martinus Pedersen – kontaktede hende via Facebook.

Han overtalte hende til at køre med ham til byen Banalmadena, hvor et tre måneder langt mareridt begyndte. Svindleren udsatte Signe og hendes børn for vold og overgreb.

– Jeg står frem nu, for at andre kvinder ikke skal blive udsat for det samme, som jeg har været udsat for, siger Signe Fröslee til TV 2.

Hun bor i dag under politibeskyttelse et hemmeligt sted i Spanien.

Gerningsmanden – den kendte storsvindler – blev ifølge TV 2 dømt ved retten i Malaga 7. december 2021. Han fik seks års fængsel, blandt andet for voldtægt af Signe.

Hun ønsker dog ikke at gå i detaljer med grusomhederne, men ønsker blot at advare andre om at falde i kløerne på svindleren.

Det er bestemt heller ikke første gang, at Cooper Martinus Pedersen, der nok bedst kendes som Casper Rieper-Holm, har svindlet og misbrugt sine ofre. Det har han gjort i adskillige årtier.

Kort forinden sagen om Signe og hendes familie havde han blandt andet forgrebet sig mod en blot 13-årig pige i Aalborg. På daværende tidspunkt var Casper Rieper-Holm kæreste med den 13-årige piges mor. Moren meldte ham til politiet, men valgte desværre et halvt år senere at tage sit eget liv. For overgrebene mod pigen fik storsvindleren i april 2018 tre års fængsel.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Hans blakkede ry tæller dog ikke blot overgreb, kidnapning og vold. Casper Rieper-Holm har en perlerække af vilde og vanvittige bedragerisager bag sig.

Han har tidligere spist og drukket for 52.000 kroner på D’Angleterre i København med falske kreditkort, han har forsøgt at snyde håndboldklubben Slagelse FH i 2009, han har udgivet sig for at være schweizisk millionær, der ville købe en naziborg i Nordjylland.

Han har udgivet sig for at være barchef, MTV-vært, ishockeystjerne, søofficer, erhvervsleder, afhoppet rocker, Lars Ulrics manager, søn af racerkører Thorkild Thyrring, og René Difs bedste ven.

Og hans hang til at svindle og lyve går to årtier tilbage. I 1998 udgav Casper Rieper-Holm sig for at være en efterkommer af den danske adelsslægt Rosenkrantz, og han ringede til Voergaard Slot nær Dronninglund i Vendsyssel.

– Han fortalte mig, at han gerne ville støtte steder, hvor Rozenkrantz’erne havde været, fortæller godsforvalter på slottet, Hans Jørgen Kaptain, i TV 2-serien ”En fremmed flytter ind”, der udruller én af Casper Rieper-Holms andre bedragerisager: Nemlig sagen, hvor udnyttede en dansk kvinde ved navn Amanda Kastrup.

I de 100 dage, hvor han nåede at være sammen med Amanda, oprettede han flere konti i hendes navn, forfalskede hendes underskrift og endte med at svindle hende for i alt 250.000 kroner.

Sponsoreret indhold