Krimi18. marts 2024

Bekymrende video med drabstiltalt stedfar: – Kan godt se, det var forkert

Under fredagens retsmøde blev der afspillet flere foruroligende videoer af den nu afdøde baby i armene på stedfaren
Retten i Nykøbing FalsterNykøbing Falset ret
Tirsdag behandler Retten i Nykøbing Falster en alvorlig sag, hvor to forældre er anklaget for at have taget livet af deres datter på halvanden måned.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

LÆS OGSÅ: Stedfar tiltalt for drab på baby: – Jeg ved, det ikke er mig!

Hvad skete der med en lille pige fra hun blev født 26. juli 2022 til den skæbnesvangre dag 7. september 2022, hvor hun blev hastet til hospitalet med adskillige alvorlige skader?

I disse dage sidder hendes forældre, en nu 21-årig kvinde og en 23-årig mand, tiltalt for at have taget livet af spædbarnet. Den lille pige blev kun halvanden måned gammel.

Selv nægter de to forældre pure, at de har gjort skade på deres datter, ligesom de ikke kan forklare, hvordan pigen blandt andet har fået fem kraniebrud og 14 brud på ribbenene – der er ifølge dem ikke sket nogen uheld, som kan begrunde de voldsomme skader.

Fredag tog den tiltalte stedfar, som konsekvent bliver omtalt som faren til den lille pige under retssagen, plads i vidneskranken.

Sådan lyder tiltalen mod forældrene

Den 21-årige mor og stedfaren til barnet er tiltalt for at have dræbt spædbarnet. Af anklageskriftet fremgår det, at barnet, der blev født 26. juli, blev udsat for en lang række tilfælde af vold frem til 7. september.

I perioden blev babyen ifølge anklageskriftet klemt, fastholdt, kradset, vredet og rystet. Ligesom hun ifølge tiltalen blev slået imod flader og genstande.

Hun afgik ved døden 8. september, hvor de valgte at slukke for respiratoren til den lille pige – der var meget lidt hjerneaktivitet, fortalte lægerne.

Da pigen blev indlagt dagen før, havde den seks uger gamle baby adskillige skader – herunder fem kraniebrud, 14 ribbensbrud, brud på lårbens- og skinnebensknoglerne, ligesom hun også havde underhudsblødninger, hudafskrabninger i ansigtet og på benene.

Begge tiltalte nægter sig skyldige i den alvorlige anklage.

Her kunne man blandt andet høre ham fortælle, hvordan han valgte at ansøge om skilsmisse, efter han havde oplevet sin ægtefælle under begravelsen af deres afdøde pige, og da han kort tid efter kunne læse obduktionsrapporten af datteren, som fortalte om de mange voldsomme skader, hun havde på sin lille krop.

– Jeg ved, det ikke er mig, der har gjort det, fortalte han i retten, og hentydede til de mange omfattende skader på pigen.

Bekymrende videoer afspillet

I sidste uge blev moren udspurgt under en maraton-afhøring, som endte med at tage en hel retsdag. Her viste anklageren i sagen, Siw Olsen, flere billeder af den tilsyneladende forslåede baby, som blandt andet havde et stort blåt mærke i panden, et hævet øje og flere skrammer i ansigtet.

Under fredagens afhøring viste anklageren to videoer, hvor man ser den nu 23-årige drabstiltalte stedfar sidde med deres nyfødte pige i armene.

På den ene video – som blev optaget da den lille pige var tre uger og to dage gammel – ser man stedfaren sidde på gulvet med armene ud for kroppen, mens han holder spædbarnet

Problemet er bare, at man på videoen kan se, hvordan pigen karter rundt i armene på ham, mens hendes nakke ryger frem og tilbage, da han ikke holder den oppe – babyen ser derimod meget ukomfortabel ud og begynder at græde.

Fredag kunne faren da også godt selv se problemet med videoen, da anklageren spurgte ham, om han troede, at den lille pige syntes, det var rart.

– Jeg kan godt se, at det er en klodset håndtering, lød det meget lavmælt fra den nu 23-årige drabstiltalte.

På videoen kan man høre, at der sidder en ved siden af, som griner af situationen. Det ville anklageren vide, hvem var.

– Det er medtiltalte (navn udeladt red.).

Når du ser den håndtering af hende, hvad tænker du så? Udspurgte Siw Olsen den unge mand.

– Så kan jeg godt se, at det var forkert. Men jeg tror bare, at det var, fordi jeg syntes, at hun var så sød, lød forklaringen.

Siw Olsen viste også en anden bekymrende video, som blev optaget dagen efter den første, hvor stedfaren sidder med pigen og holder hende oppe på benene.

Her ser det næsten ud som om, at babyen går, hvilket selvfølgelig ikke er muligt, da pigen blot er tre uger og to dage gammel på videoen. Flere gange 'støtter' pigen med sine ben på gulvet, mens faren holder hende under armene og bouncer hende op og ned.

Her indrømmede faren ligeledes, at det ikke så ud til, at datteren brød sig om det.

Udover de voldsomme skader på kraniet, blev der også fundet brud på lårbens- og skinnebensknoglerne på den afdøde pige.

Retssagen mod de to forældre fortsætter tirsdag ved Retten i Nykøbing Falster – der forventes dom senere på ugen.

SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold