Krimi8 timer siden

Bandidos-rockeren Claus Palermo flytter ud af landet: Jagter forretningseventyr på Ibiza

Bandidos-rockeren Claus Palermo rykker teltpælene op og flytter fra Danmark - destinationen er noget mere sydlig og umiddelbart festlig, fortæller han til SE og HØR
Claus Palermo tager i næste uge til ferie- og festøen Ibiza, hvor han skal kigge på hus sammen med familien. Her ses han med sin mindste søn, Victor.
Claus Palermo tager i næste uge til ferie- og festøen Ibiza, hvor han skal kigge på hus sammen med familien. Her ses han med sin mindste søn, Victor.
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Rockerveteran i problemer: Kan ende på en lille knallert

Oktober måned kan blive en skæbnesvanger måned for den danske gren af rockerklubben Bandidos og dens medlemmer.

I slutningen af måneden skal Retten i Helsingør nemlig tage stilling til, om klubben med de rød/gule farver skal gøres endeligt forbudt.

Men for Claus Palermo, der er et af ansigterne udadtil for motorcykelklubben, kan der ske næsten lige så skelsættende ting i privaten den kommende tid.

Han pønser nemlig på at flytte helt ud af landet og skifte de nordlige vinde ud med sydens varme sol på den spanske ferieø Ibiza, bekræfter han over for SE og HØR.

- Jeg fraflytter Danmark og flytter permanent til Ibiza med min kone og mit ene barn, lyder det fra Claus Palermo.

Superligafodbold på Brøndby stadion: Brøndby - FC Nordsjælland. Bandidos-rocker Claus Palermo på plads på stadion. Mandag den 29. maj 2023.
Her ses Claus Palermo på Brøndby Stadion. Til venstre for ham ses konen, som også skal med til Ibiza.
 Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

I maj sidste år blev hans mangeårige engagement til Bandidos MC umiddelbart sat på pause, da politiet udstedte et midlertidigt forbud mod rockerklubben.

Det kunne derfor være en nærtliggende tanke, at han skifter Danmark ud med Spanien, fordi Bandidos risikerer et endeligt forbud i slutningen af oktober.

Men sådan forholder det sig ikke, lyder det fra den mangeårige Bandidos-rocker - der i dag stadig er medlem på trods af det danske forbud, han er blot medlem af en afdeling i Italien.

- Vi har noget erhvervsmæssigt, som giver os en masse muligheder, som vi vil prøve lykken med.

- Det er både inde for skønhed og træningsmiljøet, men vi kan ikke løfte sløret 100 procent endnu, lyder det fra Claus Palermo.

Han og konen driver det succesfulde træningscenter Copenhagen Gym i Valby. Her vil der fremover blive ansat en driftsansvarlig, som vil stå for det daglige i centeret.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-10-01/Medier-%288%29.jpg
Claus Palermo har i mange år været medlem af rockerklubben Bandidos MC, der kom til Danmark i midten af 90'erne. Her ses han i sin nye vest med "Italy" på den såkaldte underbue - han er nemlig blevet medlem af en italiensk afdeling efter det midlertidige danske forbud.
 Foto: Privat

Håber på kontrakt hos Brøndby IF

Claus Palermo tager konen og sit yngste barn med ned i sydens sol - mens hans ældste dreng bliver hjemme i Danmark.

Her håber rockeren på, at hans talentfulde søn kan spille sig til en kontrakt hos vestegnens fodboldflagskib Brøndby IF.

- Vi har kigget på international skole til den yngste. En skole med et noget højere niveau, end Danmark kan tilbyde.

- Den ældste bliver herhjemme, da han er på MASTERCLASS i Brøndby, og næste år kan spille sig til en kontrakt, lyder det fra Claus Palermo, der også er glødende fan af klubben i gul og blå.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-10-01/Medier-%289%29.jpg
Claus Palermos ældste søn, 14-årige Christian, står på mål for Brøndby og spiller i deres talentafdeling Masterclass.
 Foto: Privat

Men det er ikke uden malurt i bægeret, at den hærdebrede rocker rejser til sydens sol uden sin ene søn.

- Det bliver jo hårdt at undvære ham, men det tager kun tre timer med fly til Ibiza, så vi kommer tit til at ses.

- Og skulle han få lyst, så flytter han ned til mig og spiller i Ibiza, der har et hold i den næstbedste række i Spanien, lyder det til slut fra Palermo.

Involveret i uhyggelig sag: Ville dræbe Claus Palermo

Tilbage i juni måned var Claus Palermo et af omdrejningspunkterne i en uhyggelig sag, hvor adskillige mænd sad tiltalt for at ville tage livet af Bandidos-rockeren.

Hele otte mænd blev dømt for de omfattende drabsplaner, der blandt andet involverede Claus Palermo og andre højtstående medlemmer af Bandidos.

I tilfældet med den hærdebrede rocker var drabsplanerne endog meget fremskredne - på krypterede telefoner delte to af de nu dømte oplysninger om Palermos bopæl og hans køretøj. Det blev blandt andet skrevet, at der skulde "falde svineblod".

Drabsplanerne blev heldigvis aldrig til noget - Palermo var nemlig ikke hjemme, da den ene opsøgte rockeren på hans bopæl.

Bandebrødrene Erhan og Ercan Onaran endte med at blive idømt fængsel på livstid for de mange drabsplaner, mens de øvrige fik meget lange fængselsstraffe.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-06-24/Erhan-Onaran_0.jpg
Den ældste af brødrene, Erhan Onaran, der i retten har nægtet sig skyldig igennem hele sagen.
 Foto: Politi

Sponsoreret indhold