Krimi19 timer siden (opd. 19 timer siden)

NNV-brødre får livstidsdomme for drabsforsøg: Ville dræbe Claus Palermo

Fire rockere skulle dræbes - men det skete aldrig - nu er ni mand dømt i sagen
Den ældste af brødrene, Erhan Onaran, der i retten har nægtet sig skyldig igennem hele sagen.
Den ældste af brødrene, Erhan Onaran, der i retten har nægtet sig skyldig igennem hele sagen.
 Foto: Politi

LÆS OGSÅ: Tidligere Superliga-spiller sigtet for at dele seksuelt indhold med mindreårige

Bandebrødrene Onaran med de næsten enslydende fornavne Erhan og Ercan er mandag ved Københavns Byret blevet straffet med fængsel på livstid i en omfattende sag om forsøg på at dræbe flere Bandidos-rockere.

Det skriver Ekstra Bladet.

Syv andre mænd er også dømt i sagen. De straffes med fængsel mellem fem år og ni måneder som det laveste og 20 år som det højeste. Straffen på 20 års fængsel er den højest mulige tidsudmålte straf i Danmark.

Sagen er hos politiets National enhed for Særlig Kriminalitet blevet døbt "Operation Bronco".

Sagskomplekset drejer sig om, hvordan medlemmer af banden NNV i fire tilfælde planlagde at dræbe medlemmer af rockergruppen Bandidos.

Drabene blev planlagt i kølvandet af, at NNV-medlemmet Cem Kaplan den 2. januar 2021 blev skudt og dræbt i sin bil i Hillerød af Bandidos-rockeren Jess Brønnum.

Både Erhan og Ercan Onaran anses for at være ledende figurer i NNV.

De er fundet skyldige i henholdsvis tre og to drabsforsøg samt for besiddelse af skydevåben på offentligt sted.

De er ud over livstidsdommen blevet udvist af Danmark med et forbud om at vende retur, når - og hvis - udvisningen bliver effektueret.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-06-24/NNV-gruppebillede.png
Medlemmer af gadebanden NNV samlet på et gruppefoto. I midten står de to brødre umaskerede - hvilket har været på dagsordenen i retten.
 Foto: Privat

Ingen af drabsforsøgene blev ført ud i livet. Men det handlede ifølge byrettens kendelse om skyldspørgsmålet, der blev afsagt i sidste uge, om tilfældigheder.

For eksempel i tilfældet Claus Palermo. Han har været et fremtrædende medlem af rockergruppen Bandidos og var et af de ofre, som bandefolkene havde i kikkerten.

På krypterede telefoner delte to af de nu dømte oplysninger om Palermos bopæl og hans køretøj. Det blev skrevet, at der skulde "falde svineblod".

Den ene tog til Palermos hjem for at skyde ham, men Palermo var der ikke, og derfor blev attentatet ikke udført.

Ud over Onaran-brødrene blev Tamer Altunpinar straffet med 20 års fængsel, mens Ali Msafer Al-Ruaie og Aitor Castelli De Oleza begge blev straffet med 14 års fængsel.

Ahmed Abo Amsha og Ali Al-Hulo blev straffet med henholdsvis 11 og 10 års fængsel, mens rettens mildeste dom gik til Jlyass Bouachra, der blev idømt fængsel i fem år og ni måneder.

Den sidste af de ni dømte er som den eneste ikke skyldig i drabsforsøg. Hans navn er Mohamed Al-Zamel, og han er alene dømt for at være i besiddelse af et skydevåben på et ikke offentligt sted samt for at have modtaget 15 kilo amfetamin. Han straffes med 14 års fængsel.

Såval anklagemyndigheden som de tiltalte har nu to uger til at afgøre, om de vil anke dommen til Østre Landsret, og i givet fald i hvilket omfang.

Sponsoreret indhold