"Bandekrigerne fra Blågårdsplads": - Vi har et bandeproblem
LÆS OGSÅ: Hells Angels optager LTF-veteran midt i blodig konflikt
TIP OS: Kender du mere til situationen i rocker- og bandemiljøet? Del din viden i en fortrolig mail til patrick@sh.dk
Det tog kun den frygtede bandegruppering Loyal To Familia (LTF red.) lidt mere end fem år at opnå det, som selv de største rockergrupperinger i Danmark ikke har - et totalt forbud mod at eksistere.
4. september 2018 nedlagde Københavns Politi et foreløbigt forbud mod banden - hvilket Højesteret tre år senere gjorde permanent.
I dag udkommer bogen "Bandekrigerne fra Blågårdsplads", skrevet af journalist og forfatter Carsten Norten, som tager læseren helt tæt på Loyal To Familias korte, men i dansk kontekst ekstremt brutale historie.
Bogen går derudover helt tæt på bandens absolutte leder, Shuaib Khan, der med sin kalkulerede og kyniske stil på få år gjorde grupperingen til landets største og mest frygtede gadebande - hvilket samtidig gjorde den til landets første ulovlige bande.
I 2018 blev 32-årige Shuaib, som er søn af lokalpolitikeren Wallait Khan, udvist af Danmark i seks år af Højesteret kort efter retssystemets forsøg på at lægge LTF i graven - El Presidente, som han udnævnte sig selv til, kan altså igen rejse ind over landets grænser inden for en overskuelig fremtid.
Indtil da bor lederen ifølge "Bandekrigerne på Blågårdsplads" i Spanien, hvorfra han angiveligt fortsat er den altoverskyggende leder af LTF, der ifølge politiet aktuelt er i konflikt med Danmarks ældste rockergruppering, Hells Angels.
Den blodige konflikt startede i slutningen af august måned, da et 30-årigt prøvemedlem af Hells Angels blev skudt og dræbt - mens fire tilfældige personer samtidig blev såret af skud - angiveligt af personer med relationer til LTF.
- Danmark har et bandeproblem
Forfatter til bogen er 51-årige Carsten Norton, der som journalist har fulgt rocker- og bandemiljøet på nærmeste hold i årtier. Han har skrevet adskillige bøger om emnet, og har senest udgivet to bind om Loyal To Familias nuværende modstander på gaden, Hells Angels.
Rockerklubben har siden slutningen af 70'erne været kongerne af den danske underverden, men LTF ændrede med deres brutale tilstedeværelse spillereglerne og voldsparatheden i det kriminelle miljø med deres tilblivelse i 2013.
"Bandekrigerne på Blågårdsplads" fortæller historien om, hvordan Loyal To Familia, der primært bestod af andengenerationsindvandrere, ifølge by, lands og Højesteret voksede sig til landets største kriminelle organisation, der i en overgang også havde afdelinger på den anden side af sundet i Malmø.
Forfatter Carsten Norton mener, at bogen har en vigtig rolle i dagens Danmark, hvor der fra politisk hold lige nu arbejdes på den fjerde bandepakke siden 2009.
- Jeg møder ofte den holdning, at det måske er bedre at lade bander og bandekonflikter ligge, men her mener jeg det stik modsatte.
- Det nytter ikke noget, at de skildringer, vi får, alene er personlige historier, hvor et enkelt menneske er trådt ud af en bande og nu fortæller angrende om sit liv. Det samlede billede må ikke forsvinde, for den store historie er, at vi har et bandeproblem i Danmark, udtalte Carsten Norton i et interview til Ritzau om "Bandekrigerne på Blågårdsplads".
På trods af forbuddet mod Loyal To Familia vurderes banden også fortsat til at spille en aktiv rolle i det danske rocker- og bandemiljø.
"Bandekrigerne fra Blågårdsplads" bliver udgivet 17. oktober på Politikens Forlag.
Uset organisation og brutalitet
Under forbudssagen mod Loyal To Familia kom der hidtil uset dokumentation frem om Loyal to Familia organisation og medlemmernes voldsomme kriminalitet, der inkluderer alt fra drab, drabsforsøg, kidnapninger, pengeafpresning og narkosalg.
Under retssagen viste en minutiøs gennemgang af medlemmernes synderegister, at de tilsammen var blevet idømt 1.409 års fængsel for blandt andet vold og drab.
Forbudssagen mod Loyal To Famila var derudover blandt andet bygget op omkring håndskrevne dokumenter, som politiet fandt frem til under ransagninger hos højtstående medlemmer af LTF.
De gav myndighederne et indblik i, hvordan grupperingen var stramt organiseret - stik modsat alle tidligere erfaringer med lignende gadebander.
Dokumenterne var blandt andet med til at gøre Loyal To Familia den første forbudte bande, da Højesteret vurderede, at det er en forening, der anvender vold og strafbare midler til at nå sine mål.
Kilde: "Bandekrigerne fra Blågårdsplads".