Krimi22. april 2024

Anklager i sag om drab på spædbarn: – Jeg har aldrig set noget så voldsomt

I hendes 12 år lange karriere har anklageren i sagen om mishandling af et spædbarn aldrig set noget så voldsomt
Retten i  Nykøbing FalsterNykøbing Falset ret
To forældre er tiltalt i en alvorlig sag, som i disse dage behandles ved Retten i Nykøbing Falster. De anklages for i forening at have taget livet af deres halvanden måneder gamle baby.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

LÆS OGSÅ: Mor tiltalt for drab på sit spædbarn: Kæmpe kovending i retten

Skaderne var mange, udført over en lang periode og med en betydelig kraft.

– I min over 12 år lange karriere, har jeg aldrig set noget så voldsomt, sagde anklager Siw Olsen i sin afsluttende procedure i retten i Nykøbing Falster.

Et nævningeting skal afgøre, om et forældrepar dræbte deres datter på halvanden måned.

Ifølge anklageskriftet blev den lille pige, der seks uger gammel mistede livet, klemt, fastholdt, kradset, vredet og rystet. Ligesom hun blev slået imod flader og genstande.

Anklageren argumenterede for at begge forældre skulle kendes skyldige i drab, da de må have overvejet sandsynligheden for, at deres lille pige kunne dø som følge af den hårde behandling.

Den lille pige havde fem kraniebrud, ikke under 14 ribbensbrud, brud på lårbens- og skinnebensknogler på begge ben, hudafskrabninger i ansigtet og på benet og overrevet læbebånd to gange.

– Skaderne er mellem mindst fire uger gamle og indtil et par dage gamle. Det vil sige i over fire uger, har hun (navn udeladt red.) været udsat for gentagende tilfælde af grov vold. Mindst fem gange – mere sandsynligt ti gange, sagde anklageren.

Kvinden og hendes kæreste – stedfaren til barnet – er tiltalt for at have dræbt spædbarnet. Af anklageskriftet fremgår det, at barnet, der blev født 26. juli, blev udsat for en lang række tilfælde af vold frem til 7. september 2022.

Her blev hun indlagt på Rigshospitalet. To dage senere afgik hun ved døden.

Forældrene nægter sig begge skyldige og har forklaret, at de ikke ved, hvor skaderne skulle stamme fra og ej heller lagde mærke til nogle skader.

Retslægerådet har i deres erklæring slået fast, at det er usandsynligt, at forældrene ikke lagde mærke til skaderne, blandt andet fordi hendes bevidsthed på det tidspunkt har været betydeligt påvirket.

– Hun sidder varetægtsfængslet og tiltalt for at slå sin egen datter ihjel, men hun vil ikke fortælle sandheden, fordi hun er bange for, at han vil skrive grimme ting til hende i et brev.

– Jeg mener, vi kan tilsidesætte morens forklaring fuldkommen som utroværdig, slog anklageren fast.

Derudover kunne forældrene heller ikke komme med en forklaring på de blodpletter, der blev fundet rundt omkring i lejligheden.

Anklageren påpegede også morens store temperament, som hun blandt andet selv her i retten har forklaret om.

– Vi ved, at hun først får styr på sit temperament, efter hun er varetægtsfængslet – alene for at undgå strafcellen, sagde anklageren.

Voldsomme videoer

I retten er der også blevet vist flere videoer, hvor den nu drabstiltalte stedfar er sammen med det lille spædbarn.

– Vi har set videoer, hvor han holder hende, mens hendes hoved ruller rundt. Hans eneste bemærkning er “wow skipper”. Og så fortsætter han ellers med at rulle rundt med det, sagde anklageren.

På en anden video forsøger den unge mand at få barnet til at gå. Hun er ligesom på den anden video ikke engang fyldt en måned.

– Til trods for, at hun giver udtryk for, at hun virkelig ikke kan lide det her, og hun græder højt, så bliver han ved.

– Det her er situationer, hvor han er i godt humør. Hvordan opfører han sig, hvis hun er “irriterende”, ikke vil sove eller græder meget?, spurgte anklageren.

Deruover pegede anklageren også på, at ingen andre end de to forældre har nogensinde været alene med den lille pige.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil fratage moren og stedfaren retten til eventuel arv og forsikring, hvis de bliver fundet skyldige.

Der ventes at falde dom 13. maj.

Begge de tiltalte er beskyttet af et navneforbud.

Sponsoreret indhold