Krimi15. april 2024

Forældrepar tiltalt for drab på spædbarn: Sundhedsplejerske rystet

Retten i Nykøbing Falster skal afgøre, om moren og stedfaren dræbte deres datter på halvanden måned. De nægter sig skyldige
Retten i  Nykøbing FalsterNykøbing Falset ret
To forældre er tiltalt i en alvorlig sag, som i disse dage behandles ved Retten i Nykøbing Falster. De anklages for i forening at have taget livet af deres halvanden måneder gamle baby.
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

7. september stoppede den lille pige med at trække vejret. Hun blev hastet til hospitalet, efter forældrene selv slog alarm. Forklaringen dengang lød fra moren, at spædbarnet havde fået noget gylp i halsen.

Om morgenen samme dag havde den nu drabstiltalte mor været i "ung mor"-mødregruppe med den lille pige.

Og mandag i retten i Nykøbing Falster vidnede en af de sundhedsplejerske der var til stede under mødet.

- Hun har babyen med i en autostol. Hun sover. Jeg ser, at hun faktisk har tre mærker i ansigtet, lød det i retten fra sundhedsplejersken.

Kvinden og hendes kæreste – stedfaren til barnet – er tiltalt for at have dræbt spædbarnet. Af anklageskriftet fremgår det, at barnet, der blev født 26. juli, blev udsat for en lang række tilfælde af vold frem til 7. september 2022.

I perioden blev babyen ifølge anklageskriftet klemt, fastholdt, kradset, vredet og rystet. Ligesom hun ifølge tiltalen blev slået imod flader og genstande.

De nægter sig begge skyldige.

Anklageren listede de talrige skader - herunder kraniebrud, ribbensbrud, brud på lårben og skinneben - overfor sundhedsplejersken i retten.

- Jeg er lidt rystet, lød det fra den erfarne sundhedsplejerske

Anklageren viste også billeder af den lille pige fra samme dag. Her var det tydeligt, at pigen havde flere blå mærker, kradsemærker og et hævet halvåbent øje.

- Det ser jo nærmest ud, som hun er lukket ned. Der er jo ikke meget liv i hendes ansigt, sagde hun.

- Hvordan vil du beskrive det spædbarn du ser her, spørger anklager Siw Olesen.

- Dårligere end det spædbarn, jeg så den den dag, sagde hun.

Sundhedsplejersken forklarede, at hun ikke var den primære sundhedsplejerske, men at hun den dag opfordrede moren til at gå til lægen.

- Gjorde du noget for at sikre det?, spurgte anklageren.

- Nej, svarede hun.

En anden sundhedsplejerske fra Lolland Kommune er sigtet i sagen, for det store spørgsmål er, hvorfor hun ikke opdagede, at der var noget helt galt.

Retslægerådet har udtalt, at babyen var så kvæstet, at det umuligt kan passe, at moren og stedfaren kunne undgå at vide, at der var noget galt.

Ligesom de har udtalt, at det ikke krævede et sundhedsfaglig uddannelse at se, at barnet var svært tilskadekommen.

Heller ikke pigens praktiserende læge opdagede, at der var noget galt under fem ugers undersøgelsen kort forinden hendes død.

Både sundhedsplejersken og lægens eventuelle manglende indgriben er et element som ventes at blive brugt i moren og stedfarens forsvar.

Den lille pige afgik to dage efter ankomsten til hospitalet ved døden. Under obduktionen blev der fundet talrige skader fra flere tilfælde af vold.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil fratage moren og stedfaren retten til eventuel arv og forsikring, hvis de bliver fundet skyldige.

Begge de tiltalte er beskyttet af et navneforbud.

Sponsoreret indhold