Krimi22. september 2019

Æresdrabet på Ghazala Khan

I alt ni personer blev dømt for at likvidere den 18-årige kvinde Ghazala Khan, fordi hun havde giftet sig mod familiens vilje.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/aeresdrabet_ritzau_scanpix.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Ghazala og Emal Khan nåede kun at være gift i to døgn, før den unge kvindes liv sluttede i en pøl af blod foran Slagelse Station.

Hun blev likvideret af sin egen familie, som var imod hendes forhold til den 26-årige dansk-afghaner.

Ghazala Khan var kun 15 år, da hun i 2002 forelskede sig i den otte år ældre mand. De talte godt sammen ombord på et fly til Islamabad, og de fortsatte deres samtaler via e-mail, chat og telefon.

Mødes kunne de kun, når Ghazala Khan var hjemme i Danmark kortvarigt på ferie, for selv om hun var født i Danmark og dansk statsborger, levede hun stort set hele sit liv i Pakistan.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_politifoto.jpg
 (Foto: Politifoto)

Ghazala Khan blev kun 18 år. (Foto: Politifoto)

Fik tæv

I starten af 2005 besluttede hun sig til at fortælle sin mor, at hun var forelsket. Moren gik amok og slog hende. Det samme gjorde storebroren Akhtar Abbas.

Da Ghazala Khan i september 2005 kom til Danmark, havde hun og Emal Khan besluttet sig for at stikke af og gifte sig.

Den 5. september forlod hun sin familie, og det forelskede unge par holdt sig skjult på to adresser i København, før de den 20. september flygtede til Middelfart.

Dagen efter blev de gift på byens rådhus.

Stak af

I København ledte Ghazala Khans familie efter det unge par.

– Min ære er væk. De skal slås ihjel, havde hendes far, Ghulam Abbas, sagt, da han udstedte en dødsdom over sin datter og svigersøn på et familieråd.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_ritzau_scanpix_4.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Ghulam Abbas nægtede at have været ederkoppen i et spind, der skulle fange hans datter. (Foto: Ritzau Scanpix)

Ghazala Khan håbede, at hendes familie ville tilgive hende, når først hun var gift, så hun gik med til at mødes med sin tante, Perveen Khan. Måske kunne hun bane vejen for en forsoning.

Mødet fandt sted den 23. september på Ernas Bøfhus i Ringsted.

Hvad Ghazala Khan ikke vidste, var, at tanten i sin taske havde en mobiltelefon, som gjorde, at familien kunne følge med i, ikke alene hvad de talte om, men også hvor de nøjagtigt var.

Emal Khan rejste sig på et tidspunkt og gik udenfor for at trække frisk luft. Her anede han uråd, da han mødte to pakistanske mænd, så han løb ind igen og fik Ghazala med.

De flygtede i en taxa til Slagelse. Herfra ville de tage toget til Fredericia, hvor de havde indlogeret sig på et hotel.

Foran banegården blev de imidlertid indhentet af Ghazalas bror, Akhtar Abbas, som var fulgt efter taxaen i en bil sammen med tre andre. Han greb fat i parrets hænder og sagde, at de skulle følge med:

– I slipper ikke fra mig, sagde han og trak en revolver frem.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_ritzau_scanpix_23.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Akhtar Abbas hævdede, at han handlede på egen hånd og skød i selvforsvar. (Foto: Ritzau Scanpix)

I alt løsnede han seks skud. Da det første hvislede forbi Ghazala og Emal Khan, råbte Ghazala:

– Bror, hvad er det, du gør?

Det blev hendes sidste ord.

– Jeg vidste, at han ville dræbe mig og Ghazala, da skuddene lød, forklarede Emal Khan, da han vidnede mod sin svigerfamilie i retten.

Han blev skudt to gange i maven og tumlede omkuld, før broren likviderede sin søster med to skud og løb fra stedet. Den 29-årige storebror blev dog hurtigt anholdt tæt på gerningsstedet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/aeresdrabet_ritzau_scanpix_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Politiets teknikere gik straks i gang med at sikre spor efter de seks skud. (Foto: Ritzau Scanpix)

104 års fængsel

Æresdrabet på Ghazala Khan kom til at skrive dansk retshistorie. Det lykkedes nemlig for anklagemyndigheden at få ni personer dømt for drabet, selv om storebroren hele vejen fastholdt, at han havde handlet på egen hånd. Seks af dem var familiemedlemmer.

Længst tid, nemlig livstid, fik Ghazala Khans dengang 57-årige far, Ghulam Abbas. Broren, som skød, fik 16 års fængsel, mens tanten, der fungerede som lokkedue, fik 14 års fængsel og blev udvist.

I alt blev der oven i livstidsdommen udstukket straffe på i alt 104 års fængsel ved Østre Landsret, og strafudmålingen blev siden stadfæstet af Højesteret.

Emal Khan lever i dag under PET’s vidnebeskyttelsesprogram et eller andet sted i verden.

Sponsoreret indhold