Officielt: Harry og Meghan mister titler og apanage

Foto: MEGA

Dronning Elizabeth har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor hun fortæller om Harry og Meghans fremtid.

Det står blandt andet klart, at parret mister deres royale titler, de mister deres apanage, og de ønsker selv at tilbagebetale et skattebetalt beløb på 21 mio. kr., som er gået til at renovere deres britiske hjem Frogmore Cottage.  

Meddelelsen er delt op i to: En personlig meddelelse fra dronning Elizabeth, samt en mere officielt formuleret meddelelse fra Buckingham Palace, hvor diverse formalia adresseres. 

Meddelelsen fra dronningen lyder:

"Efter mange måneders samtaler og de mere nylige diskussioner, er jeg glad for, at vi sammen har fundet en konstruktiv og støttende fremtid for mit barnebarn og hans familie. 

Harry, Meghan og Archie vil altid være meget elskede medlemmer af min familie. 

Jeg anerkender de udfordringer, de har oplevet efter meget intens granskning de sidste to år og støtter deres ønske om et mere selvstændigt liv. 

Jeg vil takke dem for al deres dedikerede arbejde over hele landet, Commonwealth-riget og derudover og er specielt stolt af, hvor hurtigt Meghan er blevet en del af familien.

Det er hele min families håb, at efter vi er blevet enige i dag, at det giver dem lov til at opbygge et lykkeligt og fredfyldt nyt liv."

Efterfølgende er der en mere officielt lydende meddelelse fra Buckingham Palace: 

"Hertugen og hertuginden af Sussex er taknemmelige over for Hendes Majestæt og den royale familie for den fortsatte støtte, mens de påbegynder dette næste kapitel af deres liv. 

Som det er blevet aftalt i dette nye arrangement, forstår de, at det påkræves, at de træder tilbage fra royale pligter, inklusiv officielle militære ansættelser. De vil ikke længere modtage offentlige midler for royale pligter. 

Med dronningens velsignelse vil Sussex-parret fortsætte med at opretholde deres private protektioner og samarbejder. Mens de ikke længere kan repræsentere dronningen, har Sussex-parret gjort det klart, at alt, de gør, vil opretholde Hendes Majestæts værdier. 

Sussex-parret vil ikke længere bruge deres royale titler, da de ikke længere er arbejdende medlemmer af den royale familie. 

Hertugen og hertuginden af Sussex har delt et ønske om at tilbagebetale den udgift, der har været i forbindelse med renoveringen af Frogmore Cottage, som vil forblive ved med at være deres hjem i Storbritannien. 

Buckingham Palace vil ikke længere kommentere på detaljer, hvad angår sikkerhedsforanstaltninger. De er godt i gang med en selvstændig proces, der skal klarlægge behovet for offentlig betalt sikkerhed. 

Denne nye model vil træde i kraft fra foråret 2020. "

Udmeldingen kommer blot ti dage efter, at hertugparret af Sussex ganske overraskende meldte ud, at de trådte tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus

Mandag holdt dronning Elizabeth "krisemøde" med prins Harry, prins William og prins Charles i Sandringham House, og det er så mundet ud i den aftale, der netop er meldt ud. 

Selvom Harry og Meghans ønske om at træde tilbage kom som et chok for royale fans og medier, så kan man ud fra dronning Elizabeths meddelelse læse, at det altså er et ønske, der er blevet diskuteret i flere måneder i den royale familie. 

Lige nu befinder hertuginde Meghan sig i Canada med parrets søn Archie, mens prins Harry stadig er i England. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close