Kongelige 14. maj 2018

Meghan Markles far kommer IKKE til brylluppet alligevel

Det var meningen, at Thomas Markle skulle følge Meghan Markle op ad kirkegulvet på lørdag, men det kommer ikke til at ske. Faren har valgt at blive hjemme fra festlighederne
Foto: All Over Press

Det kommer ikke til at være Meghan Markles far Thomas Markle Sr., der følger hende op ad kirkegulvet på lørdag.

Det bekræfter faren til TMZ.

Han har ikke lyst til at gøre datteren pinligt berørt på hendes store dag. Samtidig blev han for bare seks dage siden ramt af et hjerteanfald. 

Nyheden, om at faren ikke kommer til Meghan Markles bryllup, kommer samme dag, som det kom frem, at Thomas Markle havde arbejdet sammen med en paparazzifotograf, der havde taget billeder af ham

Ifølge DailyMail blev Meghan Markles far udskrevet fra hospitalet den 8. maj.

Der har generelt været mange problemer med Meghan Markles familie op til brylluppet. 

Hendes brogede familie har nemlig siden forlovelsen spøgt i kulissen, og "pinlighederne" kulminerede, da Meghan Markles halvbror, Thomas Markle Jr., skrev et åbent brev til prins Harry, hvor han opfordrede prinsen til at aflyse brylluppet

Det britiske kongehus har endnu ikke meldt ud, hvem der istedet kommer til at følge Meghan Markle op ad kirkegulvet. 

Blev betalt af paparazzi-fotograf

Tidligere i dag kom det frem, at Meghan Markles far havde haft et samarbejde med en paparazzi-fotograf, der havde taget billeder af faren, mens han lavede almindelige hverdagsgøremål

Faderens stunt er næppe faldet i god jord hos Meghan Markle og prins Harry.

Prins Harry har adskillige gange taget afstand til paparazzi-fotografer, da han mor prinsesse Diana døde i en bilulykke, hvor ivrige fotografer jagtede hende. 

Da det kom frem, at han datede Meghan Markle, sendte han også en bøn ud til pressen om, at de skulle lade hende være i fred

Harrys bøn kom ud, da det britiske kongehus udsendte en opsigtsvækkende meddelelse.

Heri opfordrede prinsen medierne til at lade Meghan Markle og hendes nærmeste være i fred.

- Hans kæreste, Meghan Markle, har været offer for en bølge af misbrug og chikane, lød det i meddelelsen fra Kensington Palace.

Kongehuset pegede både på forsider af landsdækkende aviser samt sociale medier og kommentarspor på artikler online, hvor der er både racistiske og sexistiske undertoner.

- Noget af det har også været skjult for offentligheden. Det handler om, at hendes mor er nødt til at kæmpe sig forbi fotografer for at nå sin hoveddør. At journalister og fotografer forsøger at mase sig ind i hendes hjem, hvilket har ført til alarmopkald.

- Det drejer sig om avisers forsøg på at bestikke hendes ekskæreste og bombardementet af stort set hver eneste ven, kollega og nærmeste.

Det er sjældent, at det britiske kongehus retter en så direkte kritik mod medier og offentlighed.

I meddelelsen stod der, at prins Harry var klar over, at der kunne være en vis nysgerrighed om hans privatliv. Han reagerede derfor sjældent på historier skrevet om ham.

Men i løbet af den seneste uge har det taget overhånd, og grænsen er nået, skrev kongehuset.

- Prins Harry er bekymret for frøken Markles sikkerhed og er dybt skuffet over, at han ikke har kunnet beskytte hende. Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholdet.

- Han ved, at kommentatorer vil sige, at det er prisen, han må betale, og en del af spillet. Han er meget uenig. Det er ikke et spil, det er hendes liv og hans, lød det i meddelelsen.

Her fremgik det også, at det var prins Harry selv, der havde ønsket at sende beskeden ud til offentligheden. Håbet var, at det ville få pressen til at "tage en pause og reflektere, før mere skade sker."

- Han ved, at det er usædvanligt at udsende en meddelelse som denne, men han håber, at fornuftige mennesker vil forstå, hvorfor han føler, at det er nødvendigt at tale offentligt om det, sluttede kongehuset.

Se billederne fra det kommende brudepars forlovelse i galleriet herunder

Meghan Markle og prins Harry (officielle forlovelsesbilleder taget i december 2017)

Sponsoreret indhold