Kongelige23. juni 2022

Massiv kritik af kronprinsesse Mary: Panik på slottet

Kronprinsessen har indtil nu undgået skandaler, men som koryfæ for antimobning er hun nu i skudlinjen
Kronprinsesse Mary
xx
 Foto: Hanne Juul

Panikken breder sig på Amalienborg i takt med, at kritikken af Herlufsholm og kronprinsparret tager til. For hvis Frederik og Mary havde håbet, at de havde håndteret krisen, har de taget grueligt fejl.

I sidste uge bredte kritikken sig af, at Christian går på Herlufsholm, og at Isabella begynder efter sommerferien. På kongehusets sociale medier skældte undersåtterne ud over, at parret ikke har reageret ordentligt på afsløringerne om systematisk mobning på skolen.

Prins Christian
Mens debatten raser om skolen, sad hovedpersonen Christian i lørdags på Restaurant Sankt Annæ et stenkast fra Amalienborg sammen med nogle jævnaldrende venner.
 Foto: Hanne Juul

– Som forældre står vi i denne tid over for nogle svære overvejelser om vores ældste børns skolegang. Det diskuteres mange steder – også her på vores egne sociale medier. Det gør indtryk på os. Vi har tidligere givet udtryk for, at vi som familie er tynget af den ulykkelige situation på Herlufsholm, og at vi vil følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige, skrev de.

Her slog de også til lyd for forståelse af, at de har en søn, der kan lide at gå på skolen, ligesom de har en datter, der glæder sig til at begynde.

Ville ikke svare

Men for specielt Mary har Herlufsholm-sagen vist sig at være en møllesten, der trækker hendes popularitet ned.

Kronprins Frederik, prins Christian og kronprinsesse Mary
– Samtidig er vi forældre til en søn, der er meget glad for at gå på skolen. Og en datter, som længe har glædet sig til at starte samme sted, lød det fra Mary og Frederik. Her med prins Christian i forbindelse med hans skolestart.
 Foto: Keld Navntoft

Da hun forleden var på besøg på Haslev Idrætsefterskole, henvendte hun sig til pressen med en bekendtgørelse:

– Jeg ved, at der sikkert er nogen, der vil stille spørgsmål til min rolle som forkvinde ved Mary Fonden. Til det vil jeg sige, at mobning og vold aldrig er acceptabelt og kan aldrig retfærdiggøres. Det skal bekæmpes og forebygges. Det var min holdning for 15 år siden, da jeg startede Mary Fonden, og det er også min holdning i dag, sagde hun, hvorefter hun nægtede at svare på spørgsmål fra pressen.

– Det er meget uprofessionelt. Det med bare at vende om og gå duer bare ikke, lød det fra den ellers så kongetro Hans Engell, ligesom en lang række eksperter vendte tommelfingeren nedad til Marys håndtering af krisen.

Drop skolen!

Det samme gjorde eleverne på den idrætshøjskole, hun netop havde besøgt. De mente, der skulle være handling bag ordene – og at de kongelige børn skulle trækkes ud. Det samme gjorde et overvældende flertal af danskerne, da B.T. spurgte sine brugere, om de kongelige børn skulle ud.

Tæt på 200.000 svarede i meningsmålingen, og 78 procent mente, at de kongelige børn skulle væk fra Herlufsholm med den usunde kultur.

BØRNENE ER PRÆGET

Under deres nylige besøg i Holland blev Frederik og Mary igen konfronteret med spørgsmål om Herlufsholm. De fastholdt deres forklaringer om børnenes fortsatte skolegang.

- Man kan handle på forskellige måder, og lige nu afventer vi, så vi kan tage beslutningen på et oplyst grundlag, svarede Mary på spørgsmålet om, om ikke det ville være nemmere at trække dem ud af skolen.

Her fortalte parret også, at det har påvirket både Christian og Isabella.

- Det er klart, det har præget dem, og vi har talt med dem om det og spurgt til det. Specielt vores søn, som går der og har været til eksamen og hold fast, mens den her sag har kørt, trives rigtig godt der. Der har været ubehagelige episoder, men vi har også et hav af elever, som har haft gode oplevelser, fortalte Frederik.

I forhold til fremtiden klynger parret sig til de undersøgelser, der er sat i værk.

- Det er vigtigt for os at kunne oplyse den ulykkelige sag fra alle vinkler. Vi har brug for svar på de undersøgelser, der bliver sat i gang for at se på effektiviteten af de initiativer, skolen allerede har sat i gang, lød det fra Mary.

Hun slog fast, at sagen er en udfordring.

- Det er vigtigt, at vi som forældre viser vores børn, at man skal se en udfordring fra alle sider. Og ja, der er en side af historien, som vi skal tage den skarpeste afstand fra, men det er en hel historie, der skal belyses. Og det er vigtig lærdom for børnene.

Kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen er da heller ikke i tvivl om, at det her er en alvorlig krise for kronprinsparret.

– Det er endnu uafklaret, hvad der vil ske, fordi det afhænger af undersøgelsen og hvis det bliver en kritisk konklusion eller der kommer noget frem om, at kulturen ikke er ændret, kan de blive tvunget til at trække deres børn ud. Der er jo ikke ligefrem folkelig opbakning, så det kan skade kongehuset, siger han til SE og HØR.

Kronprins Frederik og prins Christian
Kronprins Frederik, 54, skal forsøge at balancere faderskab med sin titel, når det handler om hans søns fortsatte engagement på Herlufsholm.
 Foto: Hanne Juul

Og som forkvinde for Mary Fonden, der har mobning som en af sine mærkesager, kan det blive sværere for hende at komme ud med sit budskab, når hun ikke selv lægger handling bag ordene i sit eget liv, mener kommunikationseksperten Klaus Kjøller.

– Hvis hun virkelig mener det med mobning, så burde de have trukket deres børn ud. Og det var præcis det, hun ikke gjorde. Hun nægtede at udtale sig, og senere vævede de så lidt om, hvad de ville gøre. Hun har virkelig et problem nu, for pressen vil blive ved med at spørge hende til det, fortæller han til SE og HØR.

Mary på tynd is

Mens Frederik ind i mellem ryger ind i skandalesager, som når han krydser Storebæltsbroen under en orkan, så har Mary indtil nu været fnugfri. Ikke en eneste skandale er klæbet til hende. Før nu.

– Hun er blevet hyldet hele vejen igennem, så det kom jo som et chok for befolkningen, at hun reagerede afvisende og famlende. Det er jo ikke holdbart. Det kan hun ikke som talsmand for antimobning, lyder det fra Klaus Kjøller.

Prinsesse Isabella
Om prinsesse Isabella, 15, begynder på Herlufsholm afhænger af den advokatundersøgelse, der skal kaste lys over den usunde kultur.
 Foto: Hanne Juul

Derfor holder Amalienborg vejret, mens alle venter på advokatundersøgelsen, der skal kaste lys over den usunde kultur på skolen.

Den kan i sidste ende med at koste de kongelige børn deres skole, ligesom den kan være en syngende lussing til Frederik og specielt Mary.

Sponsoreret indhold