Kongelige3. juli 2022

Marys mareridt: Tvunget til at trække børnene ud

De kongelige børn er historie på den skandaleramte kostskole, der har givet kronprinsparret deres hidtil største krise
Kronprinsesse Mary
For kronprinsesse Mary, 50, har Herlufsholm-sagen været den værste krise i hendes tid i Danmark.
 Foto: Jesper Sunesen

Hun har næsten kunnet gå på vandet i sin tid som kronprinsesse, hvor hun har styret udenom alle lurende skandaler.

Men forleden kunne vandet ikke længere bære Mary, som med et plask endte i sit livs mareridt.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Under det nylige besøg i Holland blev kronprinsparret konfronteret med en presse, der ville have svar på deres position i forhold til Herlufsholm.
 Foto: Hanne Juul

Som forkvinde i Mary Fonden, der har mobning som et af sine primære indsatsområder, har hun haft svært ved at forsvare, at hendes ældste søn gik på en skole, hvor netop mobning var systematisk og udbredt i en grad, der i weekenden fik myndighederne til at udtrykke så stærk kritik af skolen, at hele bestyrelsen trådte tilbage.

Og det samme gjorde Mary og Frederik, da de udsendte en fælles meddelelse.

- Det har været en svær proces for os som familie, men på baggrund af det samlede billede og vores særlige position som Kronprinspar har vi valgt, at Prins Christian stopper på Herlufsholm, og at Prinsesse Isabella ikke starter i 9. klasse på skolen efter sommerferien, lød det i søndags fra forældreparret til fire.

Ekspert: Sådan er vilkårene

For Mary har hele sagen været et mareridt, fordi hun på den ene side var nødt til at tage afstand til forholdene på skolen, hvis hun fortsat ville have troværdighed med sin fond.

Op på den anden side har hun en søn, der er glad for at gå på skolen plus en datter, der havde glædet sig til at begynde.

Kronprins Frederik, prins Christian og kronprinsesse Mary
Prins Christian, 16, har haft sin sidste undervisning på skandaleskolen ved Næstved. Sammen med kronprins Frederik, 53, har mor Mary nu trukket ham ud.
 Foto: Keld Navntoft

- Det er den eneste større krise i hendes tid som kronprinsesse i Danmark og det er klart, at det har ramt hende særligt meget, fordi hun har den rolle med antimobning som en af sine mærkesager.

Så det er klart, at man af den grund ikke kunne fortsætte. Det må ikke hedde sig, at de blåstempler det, der er foregået, siger kongehuseksperten Lars Hovbakke til SE og HØR.

Han er enig i, at Frederik og Marys beslutning kan give problemer på bagsmækken, hvor der nu er to børn, der har fået ødelagt deres skoleplaner.

- Men man må jo bare sige, at det er vilkårene, når man er medlem af den kongelige familie. Både for Mary og børnene er der visse ting, man ikke kan gøre.

Man skal tage særlige hensyn, som almindelige familier ikke behøver at tage, fortæller Hovbakke.

Prinsesse Isabella
Prinsesse Isabella, 15, havde glædet sig til at begynde på den kriseramte kostskole. Men nu skal der findes en anden løsning.
 Foto: Hanne Juul

Måske til udlandet

Ligegyldigt hvad, skal der nu findes nye skoler til både Christian og Isabella – og ifølge parrets pressemeddelelse vil familien bruge sommeren på at finde ud af, hvor Christian skal fuldføre sin gymnasieuddannelse, og hvor Isabella skal begynde i 9. klasse.

En mulighed kunne være, at prins Christian fortsætter sin skolegang et sted i udlandet, hvor den kommende konge kan nyde anonymiteten, inden han skal i militæret og måske læse videre på universitetet.

Prins Christian
Da prins Christian ønskede sine klassekammerater god sommerferie, vidste han ikke, at det var sidste gang, han var på skolen, der nu er kendt som “mobbeborg”.
 Foto: Birger Storm

En anden mulighed er, at han begynder på Øregårds Gymnasium, hvor hans far og onkel Joachim gik – eller måske Gammel Hellerup Gymnasium, hvor fætter Felix gik i gymnasiet.

Det gymnasium har dog også været ramt af en række skandaler med bizarre ritualer mellem eleverne, så Frederik og Mary har formentlig brændt nallerne for meget til at vælge dén skole.

Prinsesse Isabella kan formentlig fortsætte på sin nuværende skole, Tranegårdskolen, i 9. klasse – og senere skal Mary og Frederik så tage stilling til, hvilket gymnasium, hun skal gå på.

For Mary er mareridtet dermed endnu ikke et overstået kapitel.

Men hun kan dog notere sig, at hun har genvundet noget af den troværdighed, hun mistede i relation til mobning.

Nu skal hun blot finde ud af, hvad hun stiller op med sine to ældste børn efter sommerferien.

Sponsoreret indhold