Kongehusekspert om manglende guldbryllup: Brud på uskreven aftale

Dronning Margrethe.

Dronning Margrethe.

(Foto: Maria Rixen)

Hele den nærmeste familie er inviteret, når dronning Margrethe og prins Henrik fejrer 50-året for den enorme bryllupsfejring.

Men der bliver ikke mulighed for at se regentparret vinke til lørdagsglade danskere i denne omgang.

Der er ikke tvivl om, at det ikke er dronning Margrethes idé, at guldbrudeparret ikke skal fejres af hele Danmark.

Den 77-årige traditionsglade regent har nemlig aldrig tidligere ladet en mulighed for at se befolkningen stå sammen i hyldest til det danske monarkis spidser gå forbi.

– Man kan jo bare se på, hvordan de fejrede sølvbrylluppet. Det var en folkefest, og der er også tradition for, at man inviterer familien fra udlandet. Men det har prins Henrik jo sat en stopper for, forklarer historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.

Han kalder det et brud på den uskrevne aftale mellem kongefamilien og befolkningen, at guldbrylluppet fejres bag lukkede døre som en lille familiebegivenhed. Men han mener også, at dronningen ikke har haft andet valg, fordi prins Henrik ikke har ønsket en stor folkefest. 

– Hun kan jo ikke fejre guldbryllup alene. Og betingelsen for, at han er med til noget, er, at det er en familieting i snæver forstand, siger eksperten.

Det er noget nær den ultimative kærlighedsfest, når et par kan fejre, at de har været gift og har holdt sammen i medgang og modgang i 50 år. Det er naturligvis også en sjælden begivenhed, at et dansk regentpar har nået den imponerende milepæl.

Men den historie- og traditionselskende dronning Margrethe må se misundeligt tilbage på sine tipoldeforældre Christian 9. og dronning Louise, der fejrede deres guldbryllup i 1892.

– Det var en kæmpestor folkefest med gaver fra hele landet, og det kørte over flere dage. Så dronningen og prinsen snyder folket for en fest, konkluderer Sebastian Olden-Jørgensen.

Den private fejring på bryllupsdagen lørdag skal da heller ikke blive for festlig. 

Efter weekenden tager dronningen ud i landet på sit årlige sommertogt med kongeskibet Dannebrog – i år uden sin mand gennem 50 år ved sin side. 

Læs mere om det danske kongehus i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu. 

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close