Kongelige18. januar 2023

Grevinde Alexandras trist begyndelse på 2023: I stor sorg

Grevinden og hendes to søstre fløj til Østrig for at være sammen med deres mor ved dødslejet
Christa Manley og grevinde Alexandra
Grevinde Alexandra, 58, elskede sin mor, Christa Manley, som i flere omgange boede sammen med hende i Danmark.
 Foto: Mikael Rieck

For grevinde Alexandra begyndte 2023 alt andet end festligt. For året var kun fem dage gammelt, da Alexandra overværede sin mor tage sit sidste åndedrag i en alder af 89 år i sit hjem i Wien.

Det bekræfter Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, overfor SE og HØR. Hun beretter også, at Christa Manley havde selskab af sine tre elskede døtre, da døden indfandt sig.

– Grevinde Alexandra var ved sin mors side, siger Helle von Wildenrath Løvgreen til SE og HØR.

Christa Manley og grevinde Alexandra
Alex og hendes søstre var der, da deres mor udåndede.
 Foto: Hanne Juul

Fik taget afsked

Ifølge SE og HØR’s oplysninger var Alexandra kort før jul på besøg hos sin mor, der ikke længere havde fysikken til at rejse. Derfor var Christa Manley ikke med, da Alexandras søster, Martina, holdt jul i London.

Ligesom Alexandra hastede søstrene Martina og Nicola også til Østrig, da det stod klart, at deres mor ikke havde længe tilbage.

Derfor rejste Martina fra London, mens Nicola satte sig i et fly fra Hong Kong for at være sammen med deres mor på hendes dødsleje.

Det betød, at de tre søskende havde mange dage til at tage afsked med deres mor.

– Grevinden er glad for, at de var sammen, fortæller Helle von Wildenrath Løvgreen.

Christa Manley, grevinde Alexandra, prinsesse Athena, prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik jr., prins Henrik, prinsesse Marie, dronning Margrethe og prins Joachim
Da Christa boede i Danmark, var hun – og hendes mand, da han levede – ofte gæster på slottet. Her var hun naturligvis med til prins Felix’ konfirmation i 2017.

Mors vigtige rødder

Alexandra kan da også glæde sig over, at hun nåede at holde jul med sin mor i 2021, hvor de mødtes hos Martina i London.

Grevinden havde også stor glæde af sin mor under coronapandemien, hvor hun fik Christa til Danmark.

Det er ikke første gang, at sorgen over at miste en forælder rammer Alexandra. For 12 år siden døde hendes far, Richard Manley, der blev 85 år gammel.

Richard Nigel Manley og Christa Manley
For 12 år siden mistede Alexandra sin far, Richard Manley. Han blev 85 år.
 Foto: Claus Poulsen

I sin bog, “Mit lykkelige land”, kom Alex ind på forholdet til sin mor.

– I vores barndom var hun altid bevidst om, hvad hun gav videre til os. Hun var bosat langt fra sit hjemland, men gav os på andre måder indblik i sine rødder. Vi lærte tysk fra en tidlig alder, så vi kendte hendes modersmål og kunne kommunikere med vores familie i Østrig.

Her fortalte Alexandra også, hvad hendes mor havde givet hende med i bagagen.

– Menneskeligt fik jeg min seriøsitet fra min mor. Jeg lægger vægt på at have styr på tingene. Det er også fra hende, jeg har min beslutsomhed, og ligesom hende bruger jeg kræfter på, at folk omkring mig har det godt.

Prins Felix, grevinde Alexandra, prins Nikolai og Christa Manley
- Grandma betød uendelig meget for os og har været en vigtig del af vores opvækst. Det er et stort tab for min bror og mig, har Nikolai sagt til Billed-Bladet via Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen.
 Foto: Martin Høien

Elsket af Nikolai og Felix

At have det godt har Alexandra det ikke selv i kølvandet på sin mors død, som har gjort begyndelsen af 2023 ekstra pinefuld. I starten af året fik hendes sønner desuden også fik frataget deres kongelige titler.

Og ligesom Alexandra er også grev Nikolai og grev Felix ramt af sorg over, at deres mormor ikke længere er blandt os. Christa nåede flere gange at bo i Danmark, og spillede en stor rolle, da Alex blev skilt fra Martin Jørgensen.

Christa Manley, grevinde Alexandra, prins Nikolai og prins Felix
Efter skilsmissen fra Martin Jørgensen hjalp Christa sin familie i det daglige.
 Foto: Aller Media DK

Her var mormor på banen for at sørge for, at familien kom videre.

Nu har Felix og Nikolai mistet tre af deres bedsteforældre, mens den sidste, dronning Margrethe, ikke har rakt ud efter dem i månedsvis trods den drastiske beslutning om at smide dem ud af den officielle del af kongehuset.

Christa Manley, grevinde Alexandra og prins Felix
Grev Felix og grev Nikolai har nu mistet tre bedsteforældre.
 Foto: Mikael Rieck

Sponsoreret indhold